UKRAINE: Præsident Viktor Janukovitj og Regionernes Parti kan formentlig blive siddende på magten i Ukraine efter søndagens valg.De første to exit polls tyder på, at 28-30,5 procent af de ukrainske vælgere har sat deres kryds ved det regerende parti, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den fængslede tidligere premierminister Julia Timotjenkos Fædrelandsalliance ser ud til at snuppe 24 procent af stemmerne, mens bokseren Vitaly Klitschkos UDAR-parti står til at få 15 procent af stemmerne.
- De (exit polls, red.) taler for sig selv. Det er tydeligt, at Regionernes Parti har vundet. Valget viser, at der er tillid til præsidentens politik, siger premierminister Mykola Azarov ti Reuters.
Arseny Yatsenyuk, der er oppositionsleder i Timotjenkos fravær, udlægger tallene lidt anderledes.
- De viser, at det ukrainske folk støtter oppositionen og ikke regeringen, siger han.
Inden valget var der frygt for, at den dominerende præsident Janukovitj ville bruge sin magt til at skubbe valgresultatet i sin retning, og det er der ifølge Hanne Severinsen, der er i Ukraine for den danske observatørgruppe SILBA, ingen tvivl om, at han har gjort.
Hun fortæller, at Janukovitj har brugt hele det statslige administrationsapparat i sin valgkamp, fra borgmestre til guvernører og almindeligt offentligt ansatte. Yderligere har præsidentfløjen i valgkampen næsten fået lukket munden på det eneste kritiske TV-program:
- Programmet er ret populært, men har fået en skattesag på halsen. Samtidig er det efter en central beslutning blevet taget ud af de billigste TV-pakker, hvilket betyder, at mange seere ikke har råd til at se det, siger Hanne Severinsen.
Danmark har på linje med EU udtrykt skarp kritik af en række politisk motiverede retssager mod fremtrædende oppositionsmedlemmer, der er blevet frataget muligheden for at opstille til parlamentsvalget.
- Jeg ser frem til valgobservatørernes vurdering i morgen. Det er afgørende, at valget lever op til samme standarder, som Ukraine tidligere har vist, at man kan overholde, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i en pressemeddelelse.



