UKRAINE: Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, vil ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass ikke deltage ved søndagens VM-finale i Brasilien.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet af en erklæring fra den ukrainske regering, at Petro Porosjenko ikke kommer, fordi det set i lyset af den nuværende situation i Ukraine vil være umuligt for præsidenten at deltage.

Derved løber Petro Porosjenko ikke ind i den russiske præsident, Vladimir Putin, som ventes at ankomme til Brasilien søndag.

Vladimir Putin har beskyldt Petro Porosjenko for at have skylden for nylige blodsudgydelser ved grænsen mellem de to lande, da den ukrainske præsident har ophævet en ensidig våbenhvile med prorussiske separatister i ØstUkraine.

Den ukrainske regering hævdede ifølge Al Jazeera lørdag at have angrebet separatister med kampfly og at have forårsaget store tab blandt oprørerne. Blandt andet skal en landsby uden for Donetsk være blevet angrebet med adskillige dræbte til følge. Blandt de dræbte var der ifølge lokalbefolkningen flere civile.

BNB