Ifølge ukrainske myndigheder er ti soldater blevet dræbt i kampe med prorussiske separatister i løbet af det seneste døgn.

UKRAINE: I løbet af de seneste 24 timer har ti ukrainske soldater mistet livet, mens 30 er blevet såret, i kampe med prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Det oplyser Ukraines sikkerheds- og forsvarsråd fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kampene mellem regeringsstyrker og oprørere er blevet intensiveret i denne uge, efter separatisterne har åbnet en ny angrebsflanke.

De nye angreb kommer på et tidspunkt, hvor det så ud til, at den Ukrainske hær havde fået overtaget og næsten omringet separatisternes højborge i Donetsk og Luhansk

En højtstående embedsmand fra FN siger fredag, at i alt 2.593 personer har mistet livet i kampe i det østlige Ukraine siden midten af april.

Som følge af det russiske militærs offensiv mod Ukraine har der fredag været møde i den særlige NATO-Ukraine-kommission.

I kølvandet på mødet siger NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, at det nu står helt klart, at russiske styrker og militærudstyr har krydset grænsen i det østlige og sydøstlige Ukraine ulovligt - også selv om Rusland benægter.

»Det er ikke en isoleret hændelse, men en del af et farligt mønster over mange måneder for at destabilisere Ukraine som en selvstændig nation,« siger Anders Fogh Rasmussen.