Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den russiske præsident, Vladimir Putin, er blevet enige om en permanent våbenhvile i det østlige Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer det ukrainske præsidentkontor for nyheden.

De seneste fem måneder har der været intense kampe i det østlige Ukraine - især i regionen Donbass, hvor det russiske mindretal har kæmpet for en annektering fra Ukraine.

»Der er gensidig enighed om at tage de fornødne skridt mod at etablere fred,« står der ifølge Reuters i meddelelsen fra det ukrainske præsidentkontor.

Tirsdag anslog FN, at mere en million mennesker er drevet på flugt under kampene, der menes at have kostet i omegnen af 2.500 mennesker livet.

Ukraine har beskyldt Rusland for at bevæbne de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine og senest for at sende soldater til området, der har kæmpet side om side med oprørerne mod de ukrainske regeringssoldater.

BNB