Rusland begår og finansierer terror, mener Ukraine, der kræver erstatning for krigshandlinger.

Haag. Ukraine har indbragt Rusland for FN's øverste domstol i Haag. Her står russerne nu anklaget for at støtte terrorisme.

I sagsanlægget stiller Ukraine krav om, at Rusland øjeblikkeligt indstiller sin støtte til prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Det ukrainske forsvarsministerium beskylder Rusland for terrorhandlinger, terrorstøtte og diskrimination i forbindelse med ulovlig aggression.

Samtidig kræver Ukraine "fuld erstatning" for bombardementer af civile i flere byer i det østlige Ukraine. Russerne bør også betale erstatning for nedskydningen af flyet MH17, lyder det.

Det malaysiske fly blev skudt ned i det østlige Ukraine i sommeren 2014 af et russisk missil. Det skete fra en mark i et område, der var kontrolleret af prorussiske oprørere. Knap 300 personer døde.

FN-domstolen har til opgave at sørge for, at folkeretten bliver overholdt. Den kan kun optage sager, hvor parterne er stater.

Rusland har igen og igen afvist beskyldninger om, at det skulle have sendt soldater og militært udstyr ind på ukrainsk territorium.

Den russiske regering gør det klart, at den vil "benytte alle tilgængelige midler i sit forsvar", hvis domstolen går videre med sagen.

Ukraine har også lagt sagt an mod Rusland ved Den Internationale Straffedomstol og ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Samtidig har ukrainske energifirmaer bedt retsinstanser i FN om at afsige voldgiftskendelser i erstatningssager på Krimhalvøen, hvor Ukraine har mistet store værdier.

Rusland annekterede Krim i marts 2014. Kort efter udbrød der kampe i det østlige Ukraine mellem prorussiske oprørere og ukrainske regeringsstyrker.

Konflikten har indtil videre kostet op mod 10.000 mennesker livet.

/ritzau/AFP