Douglas Carswell har tidligere været nævnt som mulig formand for Ukip, men vender nu ryggen til partiet.

London. Ukips eneste medlem af det britiske parlament, Douglas Carswell, vil ikke længere diskutere politik under det EU- og indvandrerkritiske partis faner.

Carswell melder sig ud af Ukip for i stedet at blive et uafhængigt medlem af parlamentet. Det skriver BBC.

Dermed er Ukip - United Kingdom Independence Party - ikke længere repræsenteret i Underhuset.

Douglas Carswell byttede det konservative parti ud med Ukip i 2014, men er altså nu klar til at vende ryggen til partiet.

Han meldte sig ind i Ukip, fordi han ville have Storbritannien ud af EU. Og efter at briterne har valgt at lade sig skille fra EU ved afstemningen sidste år, er tiden inde til at sige farvel til Ukip, siger Carswell.

- Ligesom mange af jer skiftede jeg til Ukip, fordi jeg desperat ønskede, at vi forlod EU. Nu da vi kan være sikre på, at det vil ske, har jeg besluttet mig for at forlade Ukip, skriver Carswell på sin hjemmeside.

- Jeg forlader Ukip i fuld fordragelighed, muntert og med en viden om, at vi vandt, skriver han videre.

Douglas Carswell har tidligere været nævnt som en mulig leder af partiet. Det skete, da tidligere Ukip-formand Nigel Farage valgte at trække sig.

Den seneste tid har det dog ikke været venskabelige toner, der har lydt mellem Carswell og Farage.

Farage har flere gange opfordret partiet til at smide sit eneste parlamentsmedlem på porten.

- Hvordan kan vi som parti lade en mand repræsentere os i Underhuset, når han aktivt og tydeligt forsøger at skade os, har Farage skrevet i et indlæg i avisen The Telegraph.

/ritzau/