En ukendt mand, der siden december har været "gæst" hos politiet i Norge, beder nu offentligheden om hjælp til at finde ud af, hvem han egentlig er.

Den yngre mand blev fundet stærkt forkommen i en snedrive uden for en bilvaskehal i Oslo i december. Han taler udmærket engelsk med østeuropæisk accent, og kaldte sig af mangel på et bedre navn "John Smith", da han i går stod frem i et interview i den norske avis Dagbladet.

Han kan angiveligt hverken huske, hvem han er, hvad han hedder, hvor gammel han er eller hvor han kommer fra.

- Jeg er i en ekstremt vanskelig situation på så mange måder, pointerede han.

- Jeg går ud med min melding for at finde ud af, hvem jeg er. Jeg ønsker bare at komme af denne situation. Den er uudholdelig, understreger han på godt engelsk over for Dagbladet.

Han taler med østeuropæisk accent, og forstår både tjekkisk, slovakisk, polsk og russisk. Han er 187 cm høj, har blå øjne og mørkeblondt hår.
.