En bygningsarbejder mistede livet, efter han havde lagt sig til at sove i et hul på en byggeplads. Hullet blev nemlig kort efter fyldt med cement, og politiet jagter nu de mistænkte, der på tragisk vis tog livet af deres kollega.

Det skriver The Mirror.

Noget kunne tyde på, at sikkerhedsreglerne på indiske byggepladser skal kigges efter i sømmene, efter en tragisk ulykke kostede en ung mand livet. For der var åbenbart ingen, som på forhånd havde gjort sig den ulejlighed at kontrollere et hul på en byggeplads i det centrale Indien, før det skulle fyldes op med cement.

Det endte med at koste 24-årige Jai Ram livet. Det præcise omstændigheder, hvorfor han sov der, hvor der skulle hældes cement ned, er uklare, men mens han intetanende lå og sov, blev han begravet levende. Og som om det ikke var nok, så blev cementen efterfølgende mast helt flad af en damptromle.

Det katastrofale uheld blev først bemærket da den afdøde bygningsarbejders familie efterlyste den unge mand. Herefter opdagede andre bygningsarbejdere pludselig en hånd stikkende op af den nye cement, hvorefter liget af Jai Ram blev gravet frem.

Kollegaerne der fejlagtigt begravede den 24-årige har efterfølgende taget benene på nakken, og stukket af fra myndighederne. Ifølge indisk politi er de eftersøgt for uagtsomt manddrab.