En ung kvinde på 21 år er druknet, under hvad der skulle være en dejlig svømmetur i en flod i New Zealand med sine veninder.

Den studerende ved navn Rachael Louise De Jong var ude at svømme med tre veninder i floden Waikato River, da sluserne blev åbnet i floden, og vandet steg betragteligt. De fire piger blev spottet på en sten ude midt i floden, da bølgen skyllede hen over dem, skriver Metro.

En sirene, der skal advare turisterne mod flodbølger, havde lydt fem minutter før, og vandet begyndte at stige. Pigerne forsøgte at komme over på en større sten, hvor en mand også var strandet, og den 21-årige kvinde var den sidste, der forsøgte at hoppe over på stenen.

Men den unge kvinde blev skyllet væk af en pludselig bølge og blev senere fundet druknet af politiet. To af de andre piger fik hoppet over på den større sten og blev hevet ind af manden, mens den tredje også blev skyllet væk af vandet, men fik kæmpet sig op på stenen igen.

Tyske turister, der skrækslagne kunne stå på en platform lidt væk og bare se til, har fortalt, at pigen pludselig blev skyllet væk, fordi vandstanden blev for høj for hende til at hoppe over.

Foto taget kort før ulykken
Et frygteligt foto, taget af turisterne, viser ifølge mediet de fire piget strandet på stenen, kort før Rachael Louise De Jong blev skyllet væk og mistede livet. Den tyske kvinde Katrin Taylor udtaler til Stuff.co.nz.

»Der var stadig en pige tilbage midt i floden. Jeg er ikke sikker på, om hun prøvede at hoppe, eller om vandstanden allerede var for høj, men hun var væk meget hurtigt uden at blive reddet over på den sikrere sten, som var noget større.«

Den afdøde piges bror Daniel har på sociale medier skrevet en rørende besked om sin søster:

»I går mistede jeg et af de vigtigste mennesker i mit liv, min vidunderlige søster. Hun var ikke bare en inspiration for os alle. Hun var min bedste ven, og den mest perfekte søster, jeg nogensinde kunne have ønsket.«