Han var den tredjemægtigste mand i USA i Bush-årene og gemte på en dyb hemmelighed: At han i sin tid som lærer og brydetræner sexmisbrugte mindst én mindreårig dreng, siger FBI.
At læse de første sider af sigtelsen mod Dennis Hastert er som at læse de første sider af en roman af en af de store russiske forfattere. Man sidder ikke bare med en urolig følelse af noget, som ikke vil ende godt, men også med følelsen af en større personlig tragedie, som venter på at folde sig ud.
For der er noget, som instinktivt er helt forkert.
Dennis Hastert var i det meste af 00erne formand for den amerikanske kongres, han var den tredjemægtigste mand i USA, og hele tiden gemte han på en dyb hemmelighed: At han i sin tid som brydetræner og lærer på et gymnasium sexkrænkede mindst én dreng og måske to.
Så dyb var hemmeligheden, at Hastert ifølge anklagemyndigheden ville betale endog mange penge for at holde den hemmelig. I 2010 mødtes han med den tidligere elev, og Hastert indvilgede i at betale 3,5 mio. dollar – knap 24 mio. kr. – til eleven for at tie stille. Han nåede at betale 1,7 mio. dollar, inden forbundspolitiet FBI i 2013 blev involveret.
I en tilstand af forstenelse
Nu er sagen så eksploderet i fuld offentlighed, og Hastert må opleve den forsmædelse at få sin mægtige fortid kontrasteret med sin ydmygende nutid. Og som det altid sker i den slags sager, kan alle se noget i dag, som de ikke kunne i går.
Læs også:
Læs også: Rockstjerne fundet skyldig i sexmisbrug af unge piger
For eksempel følgende: I 2006 var Dennis Hastert fodslæbende, da han fik nys om, at en af hans partifæller havde krænket mindst en halv snes mandlige praktikanter. Som kongresformand kendte Hastert til anklagerne mod partifællen, Mark Foley, men han gjorde ikke meget andet end at finde et stort tæppe at feje dem ind under. Som den demokratiske blogger Josh Marshall skriver:
»Det er troligt, at Hastert gennemlevede Foley-sagen i en tilstand af forstenelse. Han var bange for, at skandalen ville afsløre hans egen fortid. Det kan forklare hans akavede og mærkeligt nølende respons.«
Andre kritikere konfronterede ham også med de moraliserende udtalelser, som han kom med over årene. F.eks. da han var fortaler for en rigsretssag mod præsident Clinton. »Lov er lov, og lov skal holdes,« sagde han dengang, og han var en arg modstander af homoseksuel ligestilling, f.eks. gennemførte han en lov, som fastslog, at ægteskab kun var mellem en mand og en kvinde. Enkelte skandalebloggere i Washington og en enkelt radiovært skrev dengang, at Hastert var skabsbøsse, og der var sågar en blogger, som kunne fortælle om hans konkrete præferencer – men rygterne forblev bare rygter i en by, som er bygget på dem.
Føjelig og afpresset
Kritikken af ham for at være dobbeltmoralsk er ikke nødvendigvis forkert, men det hører med til billedet, at Dennis Hastert ikke var en skinger moralist som sydstatsrepublikanere, der senere blev fældet af deres dobbeltmoral, f.eks kongresformand Newt Gingrich, hans efterfølger, Bob Livingston, og den republikanske gruppeformand, Tom DeLay.
Hastert undrede sig i sine erindringer over, hvordan han kunne blive kongresformand, et embede, der ifølge amerikansk lov ville gøre ham til præsident, hvis præsidenten og vicepræsidenten gik bort. Som han skrev: »Jeg er uartikuleret, jeg holder ikke gode taler. Jeg er ikke smuk, og jeg studerede ikke på Harvard og Yale. Hvordan endte jeg her?« Forklaringen var, at hans jævnhed og føjelighed passede partiet fint efter skandaleårene med Gingrich, og han blev dengang beskrevet som en svag kongresformand, der lod sig hundse rundt med af Det Hvide Hus og ikke greb ind over for udskejelser og ulovligheder – men det passede også de involverede fint at kunne gemme sig bag ham og hans ludende skuldre.
Og det er uden tvivl et af de spørgsmål, som de amerikanske medier nu vil kaste sig over: Var Hasterts føjelighed hans natur – eller blev han allerede dengang afpresset? Hans tidligere kolleger siger til Washington Post, at de intet anede om hans fortid. Den nuværende kongresformand, John Boehner, siger, at han er »dybt chokeret« over anklagerne. »Det er ikke den Dennis Hastert, jeg kender.«
Anmeldte ikke afpresning
Men spørgsmålet er stadig, hvilken Dennis Hastert der er den rigtige Hastert.
Berlingske har læst den syv sider lange sigtelse, som ikke kommer et svar meget nærmere. Det fremgår, at Hastert i 2010 indvilgede i at betale 3,5 mio. dollar til »person A« på grund af Hasterts »tidligere forseelser« mod den pågældende. Natten til lørdag sagde kilder i anklagemyndigheden til Los Angeles Times, at de pågældende forseelser handlede om seksuelle overgreb på en mindreårig dreng »tilbage i tiden«, dengang Hastert var lærer, brydetræner og spejderleder i Yorkville i Illinois. Kilderne sagde også, at politiet havde talt med en anden dreng, som også hævdede sig sexmisbrugt, men som ikke pengeafpressede Hastert.
Dennis Hastert kunne være gået til politiet og have anmeldt pengeafpresningen, han var ikke i fare for at blive retsforfulgt, for sexmisbruget var utvivlsomt forældet. Men tilsyneladende var han bekymret for sit omdømme, og han valgte at betale.
På det tidspunkt var han lobbyist for bl.a. tobaksindustrien og mangemillionær med mindst 17 mio. dollar på bankbogen, og han begyndte at hæve pengene i banken. Han hævede 50.000 dollar ad gangen, og det skulle han ikke have gjort, for hvis man i USA hæver mere end 10.000 dollar, bliver det indberettet. Da han blev klar over det, begyndte han at omgå loven og hæve lige under 10.000 dollar, og FBI dukkede op for at tale med ham. Han sagde, at han »havde mistet tiltroen til banksystemet og ville hæve sine penge«.
Det var løgn – lige som hele Dennis Hasterts liv måske er det.
Og det sidste er den tragedie, der er nærmest russisk i sin vælde.
