Da de svenske kriminalbetjente i juli satte sig ned ved bordet i afhøringsrummet over for en mandlig pædagogmedhjælper, de mistænkte for at have forulempet en tiårig pige, havde de ingen anelse om, hvilke andre mørke hemmeligheder han havde holdt skjult.

Men da de først begyndte at spørge ind til pigen, væltede hele sandheden ud. 19 andre børn havde han begået grove overgreb mod. Blandt andet voldtægter af børn helt ned til et-års alderen.

Den svenske, mandlige pædagogmedhjælper sidder torsdag på anklagebænken i Retten i Malmø, hvor han er tiltalt for de grove seksuelle overgreb, der blandt andet tæller fire fuldbyrdede voldtægter mod to et-årige børn og to to-årige, som fandt sted mellem foråret 2014 og sommeren 2015.

I alt tyve børn menes at have været hans ofre. Børnene fandt han - med undtagelse af én - på de 26 dagsinstitutioner i Kristianstad kommune i Skåne, han havde arbejdet hos.

Alle ofrene var børn mellem et og ti år.

Manden erkender alle anklagerne mod ham. Faktisk var det manden selv, der overgav beviserne mod sig til politiet, da han først blev afhørt i en sag, hvor han var mistænkt for at have forulempet en 10-årig pige.

Under afhøringen fortalte manden om alle overgrebene og voldtægterne, han havde begået i børnehaverne. For at bevise det viste han politiet 155 billeder af børnepornografi.

»Noget af det materiale, han viste under afhøringen, var egen-produceret,« fortæller chefanklager Pär Andersson til Expressen.

Til sin forsvarsadvokat, Esbjörn Svensson, har den mandlige pædagogmedhjælper forklaret, at han valgte at fortælle det hele til politiet, da han gerne ville stoppes.

»Han ønskede ikke at blive ved med at begå den slags handlinger i fremtiden. Han ønskede at komme væk fra den adfærd, og så er man nødt til at lægge alt frem,« siger Esbjörn Svensson til Expressen og fortsætter:

»Han ville ikke unødigt bekymre flere forældre mere, end de allerede var, og set i bakspejlet ønskede han at minimere skaderne så meget som muligt.«

Nu ser den mandlige pædagog blot frem til at kunne få behandling, så han ikke længere udgør en fare for flere børn.

»Han er angerfuld, absolut, det er han. Han ønsker behandling, pleje og terapi. Og fordi han har indrømmet det, vil det være lettere for ham at få det,« siger Esbjörn Svensson.

Udover de 155 børnepornografiske billeder, har politiet også fundet syv film hos manden, der viser overgreb mod nogle af børnene. Disse overgreb skulle være sket mod henholdsvis en seks- og en ti-årig.

Den mandlige pædagogmedhjælper blev anholdt, efter han havde forulempet en ti-årig pige i Småland.

Efter at være blevet forulempet havde pigen fortalt det hele til sin mor, der anmeldte det til politiet. Mistanken faldt hurtigt på pædagogmedhjælperen, som blev hentet ind til en afhøring.

Det var under den afhøring, at han indrømmede alt.

Der er afsat tre retsdage til sagen mod pædagogmedhjælperen.