Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har netop offentliggjort dele fra de tre telefonsamtaler, som alarmcentralen havde med Omar Mateen, da han var i færd med det værste masseskyderi i USA's historie.

»I den barmhjertige guds navn,« lød det på arabisk, da Omar Mateen første gang kom i kontakt med alarmcentralen, mens han var i færd med at skyde og dræbe 49 mennesker.

Manden i den anden ende at røret forstod angiveligt ikke, hvad Omar Mateen sagde og responderede kort efter med et 'hvad?'.

Det skriver FBI i et netop offentliggjort dokument, hvori de har transskriberet dele af samtalerne med Omar Mateen, som der fandt sted natten til søndag den 12. juni.

Omar Mateen fortalte blandt andet, at han havde en bil fyldt med sprængstoffer, og at han ville spænde sprængstof fast til sine gidsler, hvis politiet prøvede på noget.

»Der holder en bil udenfor, der er fyldt med sprængstof, bare så I ved det.  Nu får I, hvad I har godt af, og jeg vil få det til at eksplodere, hvis de (politiet, red.) prøver på noget dumt,« lød det fra Omar Mateen.

Omar Mateen krævede endvidere, at USA straks stoppede aktiviteterne i Syrien og Irak, som er rettet mod terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Senere i samtalen fortalte Omar Mateen, at han havde den samme slags vest og beskrev den som magen til den, der blev »brugt i Frankrig«, inden han understregede, at der vil ske flere lignende angreb de kommende dage.

På et pressemøde har en talsmand fra FBI desuden fortalt, at der ikke er nogen tegn på, at Omar Mateen var styret af en udenlandsk terrorgruppe, skriver Ritzau.

Ringede halv time efter første skud

Omar Mateen kontaktede første gang alarmcentralen godt en halv time efter, at de første meldinger om skud på natklubben. Opkaldet varede i 50 sekunder, hvor Omar Mateen blandt andet fortalte, at det var ham, der skød.

»Jeg fortæller jer, jeg er i Orlando, og det er mig, der har skudt,« lød det blandt andet.

Herefter talte han tre gange med politiets forhandlere, hvor han præsenterer sig som islamisk soldat. En forhandler spørger til, hvad han har gjort, hvortil Omar Mateen svarede:

»Det ved I allerede.«

Han lagde på, hvorefter politiet adskillige gange forsøgte at komme i kontakt med ham uden held.

Angreb en homo-natklub

Omar Mateen gik amok på homo-natklubben Pulse i Orlando, hvor han mejede 49 mennesker ned. Angrebet bliver anset som det største masseskyderi i USA's historie og samtidig det værste terrorangreb på amerikansk jord siden 11. september, hvor tog fly fløj ind i World Trade Center.

Siden er det kommet frem, at Omar Mateen tilsyneladende selv befandt sig i det amerikanske homomiljø, hvor han havde profiler på forskellige dating-sider for homoseksuelle og op til flere gange var blevet set på natklubben Pulse.

Vidner har forklaret, at Omar Mateen selv forsøgte at opsøge mænd på natklubben.

Omar Mateens far, Seddique Mateen, har forklaret, at der ingen synlige tegn var på radikalisering i dagene op til tragedien, selv om Omar Mateen undervejs i angrebet erklærede troskab til terrorbevægelsens Islamisk Stat.

Opdateres....

Rørende video: Verdensstjerne bryder sammen på scenen efter Orlando-massakre: