18-årige Michelle var en af de mange kvinder, der havde en ubehagelig nytårsaften ved hovedbanegården i Köln i Tyskland, hvor omkring 1.000 mænd begik overgreb mod kvinder.

Nytårsaften er for mange mennesker en stor festdag. For 18-årige Michelle blev aftenen en af de aftener, man næppe kommer til at glemme. Men af den forkerte grund.

Sammen med 10 andre venner tog hun i byen i Köln. Ved klokken 23 var vennegruppen omkring hovedbanegården, der ligger tæt på floden Rhinen. Herfra ville vennerne se det store fyrværkeri, der skulle markere overgangen til et nyt år.

Allerede på det tidspunkt var der mange mænd rundt omkring dem, fortæller Michelle til det tyske medie n-tv, ifølge Express.

Michelle og vennegruppen stod på det tidspunkt ved domkirken og forsøgte at komme ned til Museum Ludwig og videre ned til Rhinen.

Men pludselig blev de omringet af 20-30 mænd, fortæller Michelle.

Andre læser også:

25-årige Stine: 'De voldtager mig på skift. Jeg ønsker dem alt ondt i verden'

Hun forudså 9/11 og global opvarmning: Her er hendes dystre profeti om 2016

»Mændene begyndte at befamle os, så vi skyndte os hurtigst muligt at komme væk,« siger Michelle til n-tv, ifølge Express.

Først da de var kommet i sikkerhed, opdagede Michelle, at smartphonen var væk. Den var blevet stjålet.

Michelle og vennerne var blot nogle af de cirka 80 kvinder, der menes at have været udsat for seksuelle overfald og seksuel forulempelse fra op mod 1.000 mænd.

Efter episoden er hun bekymret for, hvordan det kommer til at gå til karnevallet, der finder sted i starten af februar. Hun håber, at politiet har fået styr på situationen inden, så festen for alvor kan få lov til at bryde løs.

Episoderne omkring hovedbanegården har også vakt opsigt på politisk plan. Kölns borgmester, Henriette Reker, kalder angrebene for "afskyelige".

»Vi kan ikke tillade, at dette bliver et lovløst område,« siger hun og påpeger, at besøgende ikke skal komme til Köln med en frygt for at blive overfaldet.

Omkring klokken 00.30 var Michelle og vennerne på vej tilbage til hovedbanegården. De skulle nå et tog ved et-tiden. På vej tilbage så hun, hvordan mændene stod på pladsen foran Kölns domkirke på den såkaldte ‘Domplatte’ og affyrede raketter.

Efter nogen tids kamp for at komme igennem menneskemængderne, lykkedes det Michelle at komme hen til toget. Men her fandt hun ud af, at toget ikke kørte. Hun måtte derfor endnu en gang passere mændene og endte med at gå hele vejen hjem.

Politiets foreløbige teori er, at overgrebene tilsyneladende er koordinerede. De undersøger i øjeblikket teorien om, at det er et kendt, kriminelt netværk fra Düsseldorf, der står bag.

Det var angiveligt omkring 1.000 mænd af 'arabisk eller nordafrikansk oprindelse', der samlede sig i mindre grupper og forulempede kvinderne og stjal fra nogle af dem, ifølge Ritzau.