Uforsonlig udenrigsminister raser mod Syriens fjender
I en tale til FNs Generalforsamling beskyldes Syriens udenrigsminister en række lande for at støtte terrorisme. Imens står Aleppos historiske bydel i brand.
I en tale til FNs Generalforsamling beskyldes Syriens udenrigsminister en række lande for at støtte terrorisme. Imens står Aleppos historiske bydel i brand.
SYRIEN: Udadtil er der intet, der tyder på, at den syriske præsident Assad og hans regime vil bøje sig for presset fra vestlige og arabiske lande.
Under FNs Generalforsamling i New York mandag understregede Assads udenrigsminister ifølge Reuters igen, at styret betragter oprørene som terrorister, og derfor gør deres tilhængere uden for Syrien sig skyldige i at støtte terror.
I sin tale beskyldte udenrigsminister Walid al-Moualem USA, Frankrig, Qatar, Tyrkiet og Saudi-Arabien for at levere penge og våben til oprørerne, ligesom han erklærede, at deres krav til Bashar al-Assad om at træde tilbage var »åbenlys indblanding«.
Walid al-Moualem måtte dog også selv stå skoleret i New York under et møde med FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, der i de skarpest mulige vendinger kritiserede det syriske regime for »fortsatte drab, omfattende ødelæggelser, krænkelser af menneskerettigheder samt luft- og artilleriangreb«, som en talsmand for generalsekretæren efterfølgende fortalte til Reuters.
I selve Syrien var det mandag atter storbyen Aleppo, der dannede ramme om de voldsomste kampe. Efter branden, der raserede byens historiske basar i weekend, er der nu udbrudt brand i andre steder i den middelalderlige bymidte, der står på FNs liste over verdenskulturarv.
Regeringsstyrker har indtaget et citadel i hjertet af den gamle by, men oprørere fortæller til Reuters, at de nu kontrollerer 90 procent af Aleppo, der inden borgerkrigen var hjemsted for 2,5 millioner mennesker.