Både Israel og Hamas går amok

To krige raser. Den ene på landjorden, hvor luftangreb koster menneskeliv hver dag. Den anden på Twitter og Facebook

’Jeg er en farlig terrorist. Israel slog mig ihjel i dag. Jeg er 11 måneder gammel, og min far er BBC-journalist. Nu er Israel frit og fredeligt. For jeg er død.’

Teksten er rammet ind i en hvid firkant og placeret nederst på billedet af en smilende baby. Det dukker op på Hamas’ twitter-profil torsdag i sidste uge, efter en række israelske luftangreb har rystet Gazastriben.

Kort efter lægger IDF (Israeli Defence Forces, red.) en video ud på deres twitter-profil. Klippet er et nyhedsindslag. Det viser civile israelere, der netop er blevet ofre for missiler affyret fra Gazastriben.

propaganda

Både Hamas og IDF’s twitter-profiler bugner lige nu med tweets. Nogle af dem er karikaturtegninger, der bedst kan bedst betegnes som propaganda, andre er grusomme billeder af døde børn og kvinder - de fleste er rapporter om antallet af døde og sårede.

Den nyopblussede konflikt i Gaza har åbnet en ny slagmark.

Vil vinde overskrifter

- Det handler i sidste ende om, at parterne forsøger at vinde de internationale overskrifter. Kan man være først med sin version af begivenhederne, kan man måske sætte dagsordenen.

Det er ikke et nyt fænomen i krigsførelse, men det er klart; de her sociale medier giver helt nye muligheder i forhold til hastighed og teknologi, siger Henrik Breitenbauch, seniorforsker ved Center for Militære Studier, til BT. Han er et af de millioner af mennesker, der har fulgt med i twitter-krigen den sidste uge. Set de brutale billeder og hundredvis af tweets.

Og selvom det til tider er voldsomt, vender han tommelfingeren opad, når han skal bedømme de krigsførendes indsats på internettet.

- Man har meget dygtigt benyttet de her midler til at forsøge at påvirke verdens syn på den her konflikt. Når man bruger de voldsomme billeder, så er det selvfølgelig fordi, at det er en ekstremt effektiv måde at kommunikere på. De vækker meget følsomme reaktioner. Man forsøger at vinde sin egen befolknings velvilje, samtidig med at man forsøger at bekæmpe modstanderen. Det er et effektivt middel, siger Henrik Breitenbauch.

Informations-slaget

Så effektivt, at de sociale medier er en slagsmark, der er kommet for at blive.

- I dag tillader elektronik, at man meget hurtigt kan fortælle historier fra fronten via billeder, ord osv. Det betyder, at en stor del af nutidige konflikter også handler om, hvem der kan fortælle den bedste historie. Man skal vinde militært, men det handler også om at vinde informations-slaget. Så det er ikke sidste gang, at vi ser det her, siger Henrik Breitenbauch.