Politiet står på bar bund efter et uhyre veludført og særdeles dristigt tyveri af dyrt designertøj i den engelske by Worthing. To tyve stjal mærkevaretøj for omkring 88.000 kroner fra modebutikken Beales en mandag aften efter at de ansatte havde lukket og slukket, men hvordan de kom derind er et stort mysterium.

For tyvene brød ikke ind i forretningen, og alarmen gik først, da de stak af gennem nødudgangen. Det får en af Beales' ansatte til at komme med en opsigtsvækkende teori.

Det skriver The Sun.

Salgsassistenten, som ikke ønsker at få sit navn frem, fortæller til avisen, at den dyre modebutik er udstyret med et meget sofistikeret alarmsystem. Derfor må tyvene have været i Beales, da de ansatte slukkede lyset og slog alle alarmerne til mandag aften den 14. november. Og ifølge den ansatte kan have undgået at tiltrække sig personalets opmærksomhed på én måde.

»De må have skjult sig og poseret som mannequiner. Sandsynligvis havde de det samme tøj på som mannequinerne, der stod der (i forretningen, red.), og ikke bevæget en muskel, indtil butikken lukkede og alle gik hjem,« siger salgsassistenten til The Sun og fortsætter:

»De var virkelig modige. Forretningen er spækket med alarmer og kameraer.«

Tyvene vidste præcis, hvad de gik efter. Før de forlod forretningen gennem nødudgangen, havde de taget oilskin-jakker og dyrt designertøj til en samlet værdi af 88.000 kroner.

Politiet står stadig på bar bund i sagen og vil meget gerne i kontakt med vidner, som har set de snedige indbrudstyve.

»Vi fik anmeldt tyveriet i Beales' forretning på South Street, som vi nu efterforsker,« siger en talsmand fra politiet i Sussex til The Sun.

Beales har ingen kommentarer til det uhyre snedige tyveri.