TYSKLAND: Efter Tyskland har besluttet at åbne sin grænse for flygtninge fra Ungarn, forventer de tyske myndigheder, at der alene lørdag kommer op imod 10.000 flygtninge til landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sent fredag besluttede både Tyskland og Østrig at åbne deres grænser for flygtninge fra Ungarn på grund af den ekstreme situation. Herefter satte de ungarske myndigheder busser ind, som i nattens løb har transporteret flygtninge til den østrigske grænse. Busser har både hentet flygtninge, der var strandet på banegården i hovedstaden Budapest, og flygtninge der var begyndt at vandre mod Østrig på motorvejen.

Lørdag morgen har de østrigske myndigheder oplyst, at omkring 4.000 flygtninge har krydset grænsen fra Ungarn, og Tysklands politi fortæller, at landet forventer at modtage op imod 10.000 flygtninge lørdag.

»Vi har ikke pålidelige tal endnu, men vi forventer mellem 5.000 og 10.000 flygtninge i dag,« siger det tyske politis talsmand, Stefan Sonntag, til Reuters.

Ungarn har i løbet af den seneste uge blandt andet set sig nødsaget til at lukke banegården i hovedstaden Budapest, fordi der var så mange flygtninge, der ville med tog mod Østrig og Tyskland.

Selvom busser natten til lørdag har hentet flygtninge på banegården, fortæller TV2-korrespondent Ulla Terkelsen dog, at banegården allerede er ved at blive fyldt med nye flygtninge, skriver tv2.dk.

EUs udenrigsministre har fredag og lørdag holdt møde i Luxembourg for at diskutere flygtningesituationen.