BRUXELLES: Få timer før afstemningen i FNs Generalforsamling om den omstridte opgradering af palæstinensernes observatørstatus, melder Tyskland nu ud som et af de sidste EU-lande: tyskerne stemmer blankt, oplyser Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle.

Det skriver flere tyske medier ifølge b.dk.

Det var ellers ventet, at Tyskland ville stemme nej til palæstinensernes ønske, som også USA, Israel og Canada er imod. Ikke fordi den tyske regering har noget imod palæstinenserne eller deres kamp for deres engen stat. Tysklands stemmeafgivning er bestemt af landets historie og jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig.

Det var ganske vist ikke den begrundelse, som den tyske udenrigsminister brugte, da han offentliggjorde, hvad Tyskland vil stemme.

Derimod brugte Westerwelle den samme argumentation som Israel og USA:

- Fra vores perspektiv er der tvivl om, hvorvidt dette skridt (palæstinensernes anmodning om en afstemning, red.) fra palæstinenserne tjener fredsprocessen i øjeblikket. Vi mener, at det her kan gøre tingene værre, siger den tyske udenrigsminister.

Der har også være gættet på et britisk og et hollandsk nej, men de ventes også at stemme blankt, og dermed er det formentlig kun Tjekkiet, der stemmer nej ud af EUs 27 medlemslande.

Tjekkiets nej hænger ifølge Berlingske kilder i Bruxelles sammen med, at landets regering er meget lydhør over for USA, der direkte har advaret EU-landenes regeringer mod at stemme ja.

Danmark stemmer ja sammen med det, der tegner til at blive over halvdelen af alle EU-landene. Herunder Sverige, der tidligere i dag meldte ud. Det er langt flere ja-stemmer end den danske regering troede og håbede på for blot nogle for uger siden. 

BNB