EU og Storbritannien har to år til at forhandle skilsmisse på plads. Det er i underkanten, mener Tyskland.

Berlin. Det er efterhånden ni måneder siden, at de britiske vælgere stemte for at forlade EU.

På dagen for den faktiske udmeldelse begriber Tysklands udenrigsminister fortsat ikke, at det skulle gå så galt.

Det er budskabet, efter at Storbritannien onsdag formelt har aktiveret EU-traktatens artikel 50. Parterne har nu nøjagtigt to år til at blive enige om, på hvilke vilkår bruddet skal ske.

- For mange er det svært at forstå - især i disse turbulente tider - hvordan nogen kan tro, at de vil være bedre stillet alene, siger udenrigsminister Sigmar Gabriel ifølge Reuters.

På trods af det chokerende brud understreger ministeren, at parterne nu må se fremad.

- Forhandlingerne vil helt sikkert ikke blive lette for nogen af parterne. Dårlige følelser er forståelige. Men disse følelser må ikke være grundlaget for at definere vores fremtidige forhold, siger han.

Forbundskansler Angela Merkel lover, at Tyskland vil arbejde hårdt for at sikre, at EU-borgere i Storbritannien mærker så lidt som muligt til brexit.

Hun tilføjer, at de 27 resterende lande i EU vil have en "fair" tilgang til forhandlingerne om den britiske udmeldelse, og hun udtrykker håb om, at briterne vil gå til forhandlingsbordet med samme indstilling.

Helt så diplomatisk er Frankrigs præsident, François Hollande, ikke.

I hvert fald forsikrer han om, at brexit "bliver smertefuld for briterne", skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Samtidig understreger han, at det vil "tvinge Europa til at fortsætte frem".

Fremdriften vil dog ske i forskellige hastigheder, siger han med henvisning til, at nogle lande i alliancen efter hans mening bør intensivere samarbejdet.

Udgangspunktet er nu, at Storbritannien senest 29. marts 2019 definitivt er fortid i EU. Tidsfristen kan dog forlænges, hvis alle 27 EU-lande og Storbritannien enstemmigt beslutter at forlænge forhandlingerne.

Udenrigsminister Sigmar Gabriel siger, at Tysklands højeste prioritet bliver at sikre, at de resterende 27 medlemslande holder sammen.

/ritzau/