Tyskerne kan efter mange års ventetid atter kalde sig verdensmestre i fodbold, og det resultat har sendt de tyske medier i noget nær ekstase.

TYSKLAND: Weltmeister 2014.

Bild leverer budskabet med kæmpe, funklende bogstaver på sin hjemmeside, der er tætpakket med billeder og ord om Tysklands VM-triumf i Brasilien. Under de funklende bogstaver viser en fotografik, hvordan anfører Philipp Lahm løfter trofæet efter søndagens sejr over Argentina i årets VM-finale. Bild bringer et væld af billeder af jublende spillere og ligeså glade tyskere, der fejrer triumfen på gader og stræder.

Flere billeder viser, hvordan tyskernes politiske top i skikkelse af kansler Angela Merkel og forbundspræsident Joachim Gauck jubler med i det tyske omklædningsrum efter sejren. Kansleren ses blandt andet - sammen med det eftertragtede trofæ - på en selfie, som verdensmester Lukas Podolski tog natten til mandag.

Fodboldmagasinet Kicker skriver »Dank Götze« med henvisning til Mario Götze, der scorede finalens enlige mål langt inde i dommerens tillægstid.

Express hæfter sig ligeledes ved målscorer Götze. Avisen viser Götze kysse pokalen ledsaget af ordene »Vores ting. Vi har ventet, vi har været rystet, vi har lidt, og vi har fortjent den«.

Hamburger Abendblatt konstaterer, at Tyskland nu endelig kan sætte den fjerde stjerne på trøjen som symbol på, at tyskerne har vundet fire verdensmesterskaber.

Die Zeit opsummerer søndagens VM-finalen således:

»Mario Götze scorer, Tyskland er hård, tålmodig, kølig og for fjerde gang verdensmester. I sidste ende er det titanerne, som græder,« skriver avisen med henvisning til de tyske spilleres glædestårer efter dommerens sidste fløjt.

Die Welt skriver under overskriften »Blodkriger Schweinsteiger gør hele Tyskland glad«, hvordan Bastian Schweinsteiger spillede finalen til ende med en blødende flænge under det ene øje. Avisen hæfter sig desuden ved, at Tyskland er det første europæiske land, der snupper en VM-titel på sydamerikansk grund.

Der Tagesspiegel beretter, hvordan den internationale presse er enige om, at tyskerne stillede med slutrundens bedste hold og derfor er de helt rette verdensmestre.