Angela Merkel kritiseres for ageren i flygtningekrise. Flere af dem, der kom ind, ser hende dog som en helt.

München. Ayman Kodsi har ikke ret til at stemme, når resten af Tyskland går til valg sidst på ugen.

Alligevel følger den 25-årige syriske flygtning med i, hvad der bliver sagt i valgkampen, og hvem der i sidste ende får magten.

- Jeg ville stemme på Angela Merkel, hvis jeg kunne, siger Ayman Kodsi ved et integrationsprojekt i den sydtyske by München.

Det samme ville en anden ung syrer ved arrangement gøre:

- Merkel for altid. Hun har givet os muligheden for et nyt liv her i landet, siger han med begejstring i stemmen.

Ayman Kodsi kom til Tyskland i sensommeren 2015 og er dermed en af de flere end 1,2 millioner mennesker, der har krydset den tyske grænse og søgt asyl gennem de seneste to år.

Han har lært tysk, er begyndt på en erhvervsuddannelse og har fået en femårig opholdstilladelse. Efter den periode skal hans sag tages op igen.

For Ayman Kodsi udgør valget først og fremmest en risiko.

- Hvis der kommer andre til magten, så kan det være, at de ændrer reglerne for os (flygtninge, red.). Hvem ved, om jeg og andre så bliver sendt hjem, selv om vi er ved at integrere os her i Tyskland?, spørger han.

Forbundskansler Angela Merkels beslutning om at åbne grænserne for flygtninge i 2015 er formentlig den mest omdiskuterede beslutning i løbet af den indeværende regeringsperiode. Den har blandt andet givet højrefløjspartiet Alternative für Deutschland vind i de politiske sejl.

Ayman Kodsi har fulgt debatten om flygtninge i Tyskland. Han understreger, at han generelt føler sig taget godt imod i München, som var et af de steder, hvor presset var rigtig stort i 2015.

- Men jeg ved godt, at der også er mange, der havde ønsket, at jeg aldrig var kommet hertil, siger Ayman Kodsi.

Op til valget til Bundesdagen har en undersøgelse ifølge ARD vist, at vælgerne ser flygtninge-, indvandrings- og asylpolitikken som de vigtigste emner.

/ritzau/