Det vil øge sikkerheden for borgere og virksomheder, at Tyskland nu kan tvinge fly til at lande, lyder det.

Berlin. Hvis der i fremtiden vil komme en konkret terrortrussel mod Tyskland, vil myndighederne kunne tvinge fly til at blive på jorden eller lande, hvis de befinder sig i tysk luftrum.

Det er indholdet af et lovforslag, der sent torsdag aften er blevet vedtaget ved en afstemning i det tyske parlament, Forbundsdagen. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Loven mangler at blive godkendt i Forbundsrådet, hvor de tyske delstaters regeringer er repræsenteret. Men spørger man indenrigsminister Thomas de Maizière, er loven sund fornuft.

- Set i lyset af den nuværende trussel, særligt mod flytrafikken som et potentielt mål for terrorangreb, mener jeg, at en hurtig implementering af disse regler er absolut nødvendig, siger han til dpa fredag.

Loven vil "styrke sikkerheden for både borgere og virksomheder", mener han.

Hvis forslaget bliver til lov, vil de tyske myndigheder kunne tvinge enkelte eller større grupper af fly til at lande.

Den vil også skærpe screeningen af ansatte i lufthavne og medføre flere sikkerhedstiltag i lufthavnene.

/ritzau/