1500 syriske oprørere deltager i en offensiv mod jihadister og kurdere i syrisk grænseby.

Ankara. Tyrkiske kampvogne er under en omfattende operation vendt mod Islamisk Stat (IS) kørt ind i syrisk grænseby sammen med syriske oprørere, siger militære kilder til Reuters.

De tyrkiske kampvognsenheder krydsede onsdag formiddag den tyrkisk-syriske grænse ved byen Jarablus, som Tyrkiet vil "udrense" for militante IS-jihadister. De støttes af luftangreb fra en amerikanskledet flykoalition.

Den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, siger, at operationen både er vendt mod IS og militante kurdere.

En reporter fra nyhedsbureauet Reuters på stedet siger, at mindst seks tyrkiske kampvogne er inde i Syrien, og at der høres intense bombardementer i området.

Tyrkiske fly og artilleri har bombarderet mål i området siden daggry.

En syriskstøttet oprørsleder siger, at syriske oprørere, der støttes af Ankara, er gået ind i Syrien sammen med det tyrkiske militær.

Omkring 1500 syriske oprørere deltager i en offensiv mod jihadisterne fra den tyrkiske by Gaziantep, oplyste BBC tirsdag.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, sagde mandag, at det nordlige Syrien må "renses fuldstændigt" for IS.

Det var byen Gaziantep, som lørdag blev rystet af et blodigt selvmordsangreb mod et kurdisk bryllup og flere end 50 mistede livet.

BBC's korrespondent i den tyrkiske by siger, at det er den planlagte offensiv, som menes at være baggrunden for selvmordsbomben, som IS formodes at stå bag.

/ritzau/