Den danske kvinde, der søndag blev tilbageholdt af tyrkisk politi under paraden Gay Pride i Istanbul, er løsladt.

Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for Ritzau natten til mandag.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at den danske statsborger, der tidligere var tilbageholdt i Tyrkiet i forbindelse med Gay Pride i Istanbul, nu er løsladt. Den pågældende person bliver tilbudt sædvanlig konsulær bistand.«

»Ministeriet kan ikke bidrage med yderligere oplysninger, da vi har tavshedspligt i personsager.

Det var folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) og kommunikationschef ved Copenhagen Pride Thomas K. Rasmussen, der søndag aften kunne oplyse, at en dansk kvinde var tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder.

»Hun er tilbageholdt af politiet i en politibus. Vi ved ikke præcis, hvad der sker, fordi de har taget hendes mobil.«

»Men vi har en advokat fra Istanbul Pride på sagen, som er i kontakt med myndighederne,« forklarede Thomas K. Rasmussen søndag aften.

Den tilbageholdte kvinde er bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride.

Aktivister havde indkaldt til marchen i Istanbul søndag eftermiddag på forretningsgaden Istiklal og pladsen Taksim.

Myndighederne havde forbudt homoparaden allerede lørdag med henvisning til, at højrenationale grupper havde bebudet, at de ville angribe deltagerne.

Men arrangørerne valgte altså at ignorere forbuddet.

»Vi er ikke bange. Vi er her, og vi vil ikke ændre os,« udtaler Gay Pride i Istanbul i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vi er her for at vise, at vi vil kæmpe for vores stolthed.«

Det er tredje år i træk, at paraden forbydes.

For at opløse paraden skød politiet med gummikugler mod en gruppe på cirka 40 aktivister. Det fortæller en journalist fra AFP.

Ifølge øjenvidner blev mindst fire personer taget med af politiet.

/ritzau/