Tyrkiske kampvogne er på vej mod grænsen til Syrien, oplyser tyrkiske medier.

Ankara. Det tyrkiske militær har iværksat en operation for at udrense den syriske grænseby Jarablus for militante jihadister fra Islamisk Stat.

Tyrkiske specialstyrker inde i Syrien støttes af luftangreb fra den amerikanskledede koalition, skriver Reuters og BBC.

Ifølge den tyrkiske tv-station CNN Turk er tyrkiske kampvogne på vej mod grænsen, men de har endnu ikke krydset den.

Tyrkiske F-16 fly har bombet mål i Jarablus, siger tv-stationen NTV.

I en erklæring fra den tyrkiske premierminister hedder det, at "de væbnede tyrkiske styrker har med støtte fra den internationale koalition af luftstyrker indledt en militær operation, som har til formål at fjerne terrororganisationen Daesh fra distriktet Jarablus."

I erklæringen anvendes det arabiske udtryk Daesh for Islamisk Stat.

Vicepremierminister Numan Kurtulmus siger i et tv-interview, at angrebet mod Jarablus, som ligger over for den tyrkiske by Karkamis, er et national sikkerhedsanliggende.

- Vi har hele tiden sagt, at det er uacceptabelt for IS at have Jarablus eller nogen anden by besat af IS, siger han.

Den tyrkiske operation er blevet indledt samme dag, som den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, ventes til Ankakra, hvor han skal have møder med de tyrkiske ledere. En fælles kurs i forhold til Syrien er det vigtigste punkt på dagsordenen.

Biden er den vigtigste vestlige politiker, som besøger Tyrkiet siden kupforsøget.

/ritzau/Reuters