Myndighederne i Thailand mener, at der er en tyrkisk forbindelse til terroraktionen 17. august, hvor en bombe dræbte 20 ved et tempel i Bangkok.

THAILAND: Politiet i Thailand arbejder nu ud fra en bestyrket mistanke om, at terrorbomben der dræbte 20 personer ved et tempel i Bangkok 17. august, har forbindelse til Tyrkiet.

Politichef Chakthip Chaijinda siger ifølge Reuters, at den mand, der tirsdag blev anholdt i sagen tæt ved grænsen til Cambodia, taler tyrkisk og afhøres ved hjælp af en tyrkisk tolk.

Samtidig styrker fundet af en bunke falske tyrkiske pas på en af de adresser, der er blevet ransaget i Bangkok, formodningerne om, at der er en tyrkisk forbindelse.

Ifølge Reuters har politiet desuden udstedt en arrestordre mod en tyrkisk mand, der er gift med en thailandsk kvinde, og som lejede de en del af de værelser i Bangkok, hvor der er fundet bombematerialer.

Politiet har foreløbig foretaget to anholdelser i sagen, hvoraf den ene er en tyrkisktalende mand. Det er dog ikke fastslået, om han er manden i den gule T-shirt, der på videobilleder ses efterlade den rygsæk, der indeholdt bomben.

Ifølge Reuters har manden på tyrkisk benægtet, at han har noget at gøre med terrorbombningen, men at han var i samme område, hvor eksplosionen fandt sted.

»Det er vel naturligt, at en mistænkt benægter, at have gjort det, så det bliver vi ved med at undersøge,« siger politichef Chakthip Chaijinda.

De thailandske myndigheder har tidligere givet modsatrettede oplysninger, men det var tidligt fremme, at gruppen bag bomberne kunne have forbindelse til Tyrkiet og den kinesiske befolkningsgruppe uighurerne, som har en religiøs og kulturel forbindelse til Tyrkiet.

I juli tvangsudsendte Thailand flere end 100 uighurer til Kina, hvilket udløste international kritik.

Militante uighurer har ved flere lejligheder foretaget terrorangreb mod kinesiske mål.