Figen Yuksekdag, som er med til at lede partiet HDP, er frataget status som parlamentsmedlem.

Ankara. Det tyrkiske parlament fratager den prokurdiske partileder Figen Yuksekdag hendes status som parlamentsmedlem.

Yuksekdag er den ene leder af det prokurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP), som er det tredjestørste parti i det 550-pladser store parlament i Tyrkiet.

En embedsmand siger, at beslutningen blev læst højt i parlamentet tirsdag, efter at en appeldomstol stadfæstede en dom imod hende.

Anklagemyndigheden i den overvejende kurdiske storby Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet kræver, at Figen Yuksekdag bliver idømt op til 83 år fængsel for blandt andet at opildne til vold.

Figen Yuksekdag og den anden leder af partiet HDP, Selahattin Demirtas, blev anholdt i begyndelsen november sammen med en række kurdiske medlemmer af parlamentet.

De anholdte anklages for at have forbindelser til det ulovlige Kurdistans Arbejderparti (PKK).

PKK har været i konflikt med den tyrkiske stat siden 1984. En fredsproces brød sammen efter det tyrkiske valg i sommeren 2015.

Tyrkiet betragter PKK som en terrorgruppe. Det samme gør EU og USA.

Konflikten mellem kurderne og den tyrkiske stat har kostet flere end 40.000 livet.

Selahattin Demirtas, Figen Yuksekdag og de øvrige anholdte har nægtet, at de har forbindelser til Kurdistans Arbejderparti. De kalder sagen politisk.

Demirtas siger, at han bliver straffet for at udfordre Erdogans drøm om reformer, der vil give præsidenten større magt.

Efter et kupforsøg sidste sommer i Tyrkiet har Erdogans regering anholdt og suspenderet titusinder af mennesker.

Prædikanten Fethullah Gülen beskyldes af Erdogan for at stå bag. Men også mange kurdere er blevet anholdt under den nødretstilstand, som er indført på grund af kuppet.

/ritzau/Reuters