Tyrkiets premierminister sagde torsdag aften, at det syriske passagerfly, der onsdag blev tvunget ned i Ankara, havde russisk fremstillet ammunition i lasten. Rusland beskylder Tyrkiet for at have bragt passagerernes liv i fare under den tvungne landing.

TYRKIET: Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan sagde torsdag aften, at det syriske passagerfly, som Tyrkiet onsdag aften tvang til landing i Ankara, havde russisk fremstillet ammunition med i lasten, og at det syriske forsvarsministerium stod som modtager.

- Passagerfly kan ikke flyve med ammunition og militærudstyr, men desværre var der den slags udstyr om bord, lød det ifølge BBC fra Erdogan.

Både syriske og russiske kilder benægtede hele torsdagen, at passagerflyet medbragte andet end almindelig civil last, men torsdag eftermiddag blev den russiske ambassadør kaldt til samtale i det tyrkiske udenrigsministerium, hvor det må formodes, at ambassadøren er blevet præsenteret for den seneste udvikling i sagen.

En russisk diplomat sagde torsdag til det russiske nyhedsbureau Interfax, at det tilbageholdte gods ikke var af russisk oprindelse. En anden kilde i militæret sagde til nyhedsbureauet, at »hvis Rusland har behov for at sende militærudstyr til Syrien, vil det blive gjort ordentligt og ikke i et civilt passagerfly.«

17 af passagererne i flyet var russiske statsborgere, og det russiske udenrigsministerium beskyldte torsdag i klare vendinger Tyrkiet for at bringe de ombordværendes liv i fare ved at tvinge flyet ned eskorteret af jagerfly.

- Den pludselige tilstedeværelse af militærfly, uden noget forvarsel og uden begrundelse truede flyets sikkerhed og dermed passagerernes, sagde en talsmand for det russiske udenrigsministerium til Reuters.

Syrien siger, at passagererne efter ankomsten til Damaskus var i meget dårlig psykisk forfatning, og at tyrkerne havde »overfaldet besætningen«, før maskinen var blevet frigivet, uden dog at uddybe karakteren af overfaldet.

Ifølge en af de syriske passagerer, var de tyrkiske myndigheders behandling af besætning og ombordværende også temmelig ublid. Haitham Kassar, en syrisk ingeniør, siger ifølge avisen The Guardian, at en del passagerer blev lagt i håndjern, og at de tyrkiske sikkerhedsfolk holdt besætningen i skak med våben.

- Det russiske udenrigsministerium har bedt om en udførlig redegørelse fra tyrkerne om årsagen til den tvungne landing, og om hvorfor russiske diplomater ikke fik adgang til at mødes med passagererne i lufthavnen, lød det også torsdag fra russisk side.

Syrerne betegner den tvungne landing og gennemsøgning af flyet som rent »pirateri« og siger videre:

- Den fjendtlige og beklagelige handling er et yderligere tegn på den tyrkiske regerings fjendtlige politik, der også omfatter hjælp og træning til terrorister, så de kan infiltrere og bombe syrisk territorium.

De to lande bevæger sig på randen af en militær konflikt efter talrige granater fra Syrien er landet på tyrkisk jord og har forårsaget ødelæggelser og civile tab.

Tyrkiet har besvaret beskydningen og er i gang med en storstilet militæropbygning langs grænsen, som generalerne allerede har fået bemyndigelse til at krydse, hvis det anses for nødvendigt.

Torsdag sagde den tyrkiske transportminister, at de tyrkiske myndigheder til enhver tid vil bruge deres ret til at gennemsøge syriske fly og meddelte samtidig, at tyrkiske fly ikke længere benytter syrisk luftrum.