Tyrkiet lader nu irakiske kurdere krydse grænsen til Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat i grænsebyen Kobane. Tyrkiet har ellers hidtil nægtet at lade kurdiske peshmerga-krigere krydse grænsen.

TYRKIET: I kampen mod Islamisk Stat (IS) i Syrien giver Tyrkiet nu efter for presset og lader de irakisk-kurdiske peshmerga-styrker krydse grænsen til den syriske by Kobane for at tilslutte sig kampen mod terrorbevægelsen. Det oplyser Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, ifølge Reuters.

Den tyrkiske regering har ellers hidtil nægtet at åbne sin grænse for forstærkninger og har afvist at komme kurderne i Kobane til hjælp, selv om byen blot ligger et par kilometer fra grænsen. Tyrkiet frygter, at en grænseåbning vil opblusse stemningen blandt landets egne kurdere, der siden 1984 har ført væbnet kamp for at få indført et selvstyreområde i Tyrkiet.

Tyrkiet har dyb mistro til de syriske kurdere på grund af deres forbindelser til de tyrkiske kurdere, hvis 30 år lange oprør mod Tyrkiet har kostet 40.000 mennesker livet, og organisationen PKK er på terrorlisterne i såvel Tyrkiet som i både USA og Europa.

Men den tyrkiske regering har været under stigende pres fra sin kurdiske befolkning, der længe har ønsket at lade irakisk-kurdiske styrker hjælpe med at trænge Islamisk Stat ud af Kobane, der er blevet et symbol for den bredere kamp mod terrorbevægelsen.

Tilladelsen kommer samme dag, som amerikanske fly har kastet håndvåben og ammunition ned til de kurdiske soldater i Kobane.

I adskillige nedkastninger har de amerikanske fly »leveret våben, ammunition og medicinsk udstyr, der kom fra kurdiske myndigheder i Irak og har til formål at sikre fortsat modstand mod IS’ forsøg på at overtage Kobane,« oplyser USAs centralkommando i en erklæring ifølge Reuters.

Her fremgår det også, at der har været 135 luftangreb i nærheden af byen de seneste dage. Det har i kombination med kurdernes kamp mod terrorbevægelsen på landjorden bremset IS’ fremskridt i området og dræbt hundredvis af bevægelsens krigere.

En amerikansk embedsmand fortæller, at USA på forhånd gav Tyrkiet besked om våbenleverancen til de syriske kurdere.