Endnu en gang er der blevet skudt fra Syrien ind i Tyrkiet. Gengældelsen kom prompte.
TYRKIET: Søndag eftermiddag blev der endnu en gang affyret skud fra Syrien ind over grænsen til Tyrkiet ved byen Akcakale i den sydlige del af landet.
Tyrkisk militær besvarede straks angrebet med en skudsalve den anden vej, oplyser nyhedsbureuaet Dogan ifølge Reuters.
Netop området omkring grænsebyen Akckale har de seneste dage dannet rammerne om en eskalerende konflikt mellem de to lande. Her blev fem civile onsdag dræbt og mindst ni alvorligt såret under beskydning fra Syrien, og siden da er mortergranaterne fløjet over grænsen.
Lørdag gengældte Tyrkiet ifølge landets stats-TV en mortergranat affyret fra Syrien - og fredag beskød en tyrkisk hærenhed syriske militærinstallationer for at gengælde, at en morter fredag aften ramte tyrkisk territorium.
Torsdag fordømte FNs Sikkerhedsråd, herunder Rusland, Syrien på grund af onsdagens angreb på Akcakale. Og samtidig bad Rusland Tyrkiet om at besinde sig - en besked, som den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, tilsyneladende sidder overhørig.
Premierministeren har i stedet sagt, at det er »en dødbringende fejltagelse«, hvis nogen forsøger at teste Tyrkiets angrebskapacitet.- Vi er ikke interesserede i krig, men vi er heller ikke langt fra det. Vores land er kommet dertil, hvor det er i dag, på grund af krige på tværs af kontinenter, sagde han fredag ifølge Reuters ved en tale i Istanbul, hvor der ikke var nogen tvivl om, at retorikken var rettet direkte mod den syriske præsident Bashar al-Assad.