De tyrkiske myndigheder mistænker en Islamisk Stat-celle for at stå bag de to bomber, der eksploderede i hovedstaden Ankara lørdag og dræbte 97 personer.

TYRKIET: Efterretningstjenesten i Tyrkiet mistænker en celle fra Islamisk Stat (IS) for at stå bag det historisk blodige bombeangreb, der dræbte 97 personer i den tyrkiske hovedstad lørdag.

Her eksploderede to bomber nærmest simultant under en fredsmarch i hovedstaden, som pro-kurdiske aktivister stod bag, og hvor de fremmødte protesterede mod den skærpede og langstrakte konflikt mellem Tyrkiets regering og Kurdistans Arbejderparti, PKK.

Ifølge Reuters mistænker de tyrkiske efterforskere en celle fra IS med base i den sydøstlige by Adiayaman for at have planlagt og gennemført angrebet.

IS-cellen har stået bag flere angreb i Tyrkiet det seneste år.

Mandag kaldte den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoglu Islamisk Stat for »hovedmistænkt« bag angrebet.

IS-cellen i Adiayaman består hovedsageligt af tyrkere, der har valgt at slutte sig til bevægelsen, og grupperingen menes ligeledes at have været involveret i et andet selvmordsangreb i juli, hvor 34 personer blev dræbt i byen Suruc nær den syriske grænse.

Ifølge en tyrkisk menneskerettighedsorganisation har en lang række familier fra Adiyaman de seneste år kontaktet myndighederne og fortalt, at deres sønner havde sluttet sig til terrorbevægelsen.

Det har dog ikke resulteret i yderligere efterforskning, og præsident Tayyip Erdogan og hans regering får nu massiv kritik for at have negligeret situationen.

Mandag oplyste de tyrkiske myndigheder, at man var tæt på at have identificeret den ene af de to gerningsmænd, der stod bag selvmordsbomberne.

Islamisk Stat har endnu ikke taget skylden for angrebet, hvilket bevægelsen ellers har haft for vane i forbindelse med tidligere angreb.