Tyrkisk sikkerhedsråd vil forlænge undtagelsestilstand efter kupforsøg for at beskytte demokrati og borgere.

Ankara. Tyrkiets øverste sikkerhedsmyndighed opfordrer til en forlængelse af den tre måneder lange undtagelsestilstand, der blev indført i landet 20. juli.

Det oplyser Det Nationale Sikkerhedsråd efter et møde med præsident Recep Tayyip Erdogan i Ankara onsdag.

Undtagelsestilstanden blev indført som en konsekvens af kupforsøget mod præsidenten og hans regering 15. juli.

Sikkerhedsrådet opfordrer til, at undtagelsestilstanden bliver forlænget. Det skal ske, for at myndighederne kan "beskytte demokratiet og retsstatsprincippet samt borgernes rettigheder og friheder".

Udmeldingen fra det tyrkiske sikkerhedsråd gør ifølge nyhedsbureauet AFP en forlængelse af undtagelsestilstanden til en formalitet. Dog er det endnu uvist, om den næste periode også kommer til at løbe over tre måneder.

Ifølge landets justitsministerium har tyrkiske domstole beordret flere end 32.000 mistænkte anholdt. De er tiltalt for at have forbindelser til den muslimske prædikant Fethullah Gülen.

Gülen opholder sig i USA.

Han beskyldes af Erdogan for at stå bag kupforsøget. Han nægter, at han har noget med det at gøre.

70.000 personer er blevet efterforsket indtil nu. Samtidig er titusinder blevet fjernet fra deres job.

Erdogans hårde kurs har vakt bekymring blandt Tyrkiets partnere i EU og USA.

Nogle mener, at den tyrkiske regering bruger undtagelsestilstanden til at udhule retsstaten. Imens påstår de tyrkiske myndigheder, at de bruger den til at bekæmpe tilhængere af Fethullah Gülen.

USA's justitsministerium meddelte onsdag de tyrkiske myndigheder, at de inden for få dage vil svare på tyrkiske anmodninger om en udlevering af Gülen, der bor i Pennsylvania.

Det tyrkiske sikkerhedsråd anbefaler desuden, at 15. juli fremover bliver markeret som Tyrkiets "årlige dag for demokrati og frihedsrettigheder".

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) besøger torsdag Tyrkiet. Her skal han deltage i bilaterale møder i hovedstaden, Ankara.

/ritzau/AFP