USA: Det sociale medie Twitter suspenderer nu brugere, der deler billeder og videoer af det, der angiveligt er oprørsgruppen Islamisk Stats (IS) halshugning af den amerikanske journalist James Foley. Det meddeler Twitter, efter billeder og videoer af den formodede halshugning i vid udstrækning er blevet delt på det sociale medie onsdag.

»Vi suspenderer aktivt konti, hvis vi opdager, de bruges til at dele disse grafiske billeder,« siger Twitters CEO, Dick Costolo, ifølge The Independent.

James Foley, der har rapporteret fra Mellemøsten i fem år, blev kidnappet 22. november 2012 af uidentificerede bevæbnede gerningsmænd.

Videoen af den formodede halshugning har titlen »Et budskab til Amerika« og er med stor sandsynlighed en besked til USA om ikke at blande sig i gruppens aktiviteter i Irak og Syrien.

Til sidst i videoen truer gruppen med også at henrette den amerikanske journalist Steven Sotloff, der har været savnet siden juli 2013.

»Denne amerikanske statsborgers liv, Obama, afhænger af din næste beslutning,« siger en maskeret mand med britisk accent med en direkte henvendelse til USAs præsident, Barack Obama.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, meddeler onsdag eftermiddag dansk tid, at man vurderer, at videoen er ægte. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer det amerikanske medie Global Post.

Siden IS natten til onsdag sendte videoen ud, har de amerikanske myndigheder arbejde på højtryk for at verificere, at indholdet er autentisk.