Det er fortsat en gåde, hvad det er for et fartøj, der i de seneste dage er blevet spottet i Stockholms skærgård ad flere omgange. Mens det svenske forsvar fortsætter den intense jagt på det mystiske fartøj, får teorierne om det uidentificerbare objekt frit løb i de svenske medier.

Flere svenske medier har formodet, at det er en russisk ubåd, der flyder rundt i det svenske farvand. Den teori bakker en svensk-russisk forfatter op om i Aftonbladet. Vera Efron har skrevet flere bøger om den russiske hærs eliteenhed Spetsnatz.

- Skulle det vise sig, at det er en russisk ubåd, der har bevæget sig ind i svensk farvand, er den højst sandsynligt fra eliteenheden. De har tidligere praktiseret øvelser i svensk farvand, fortæller forfatteren. Hun baserer sine oplysninger på de samtaler, hun selv har haft med soldater fra den russiske eliteenhed, der har fortalt hende, at de har befundet sig svensk farvand på øvelser.

En anden mere konkret teori breder sig i øjeblikket på de sociale medier, skriver Expressen.

Et tweet fra en russisk mand har sat gang i de vilde rygter om, at den russiske atomubåd TK-208 Dmitrij Donskoj, skulle være sunket ud for Stockholms skærgård. Atomubåden er cirka 170 meter lang og omkring 26 meter høj.

- En bekendt fra den nordlige flådes personale ringede til mig. Ved Sveriges kyst synker 'Dmitrij Donskoj'. Putin giver ingen hjælp. Præcis som med Kursk, har den russiske historiker Pavel Sjechtman ifølge Expressen skrevet på Twitter.

Kursk var en russisk atomubåd, der sank i det Arktiske Ocean i 2000. Ombord var 118 besætningsmedlemmer, som alle omkom.

Men den svenske forsvarsekspert Carl Bergqvist, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik på bloggen Wiseman's Wisdoms, mener dog ikke, at den teori er skudsikker.

- De her atomubåde er lige så store som hangarfartøjer. At den skulle sejle gennem Øresund uden at blive opdaget er helt umuligt. Så vidt jeg ved har der aldrig tidligere været atomubåde i Østersøen, siger han.

Ifølge Aftonbladet skulle 15 krigsskibe og 200 mennesker fra det svenske forsvar være indvolveret i ubådsjagten. Alligevel er det endnu ikke lykkedes for dem at finde det indtil videre uidentificerede fartøj.

Det svenske forsvar har offentliggjordt et billede, der viser den mystiske ubåd i svensk farvand.
Det svenske forsvar har offentliggjordt et billede, der viser den mystiske ubåd i svensk farvand. Foto: forsvarsmakten.se
Vis mere