Myndighederne i den nordøstlige nigerianske delstat Borno siger, at hærens tidligere meldinger, om at man havde befriet samtlige 129 bortførte skolepiger i en redningsaktion ikke passer. Kun 20 af pigerne er tilbage hos deres forældre.

NIGERIA: Myndighederne i den nordøstlige nigerianske deltstat Borno siger torsdag, at kun 20 ud af 129 skolepiger, der tidligere på ugen blev bortført af islamistiske oprørere fra Boko Haram-bevægelsen, er tilbage hos deres forældre, skriver Reuters.

Onsdag hævdede den nigerianske hær ellers, at de fleste af pigerne var blevet befriet i en redningsaktion.

Massebortførelsen af pigerne i alderen 15 til 18 år har chokeret Nigeria og sat fokus på lovløsheden i den fattige nordøstlige del af landet, hvor hundreder er blevet dræbt i de seneste måneder.

Tidligere fortalte embedsmænd, at pigerne var blevet lokket til at tro, at bortførerne var soldater, der skulle beskytte dem. Det lykkedes senere for nogle af pigerne at flygte.

Flere kilder fra de lokale myndigheder i Borno hævder, at de befriede piger selv flygtede fra bortførerne.

Det har endnu ikke været muligt at bekræfte hverken delstatsmyndighedernes eller hærens påstande.

En onkel til to af pigerne, der blev bortført fra skolen i Chibok i Borno, siger, at eftersøgningen stadig er i gang.

»To af mine niecer, Laraba og Hauwa, savnes stadig. I alt 20 piger fra vores landsby savnes,« siger Isaiah Rabo til Reuters. Hans datter var en af dem, der nåede at flygte fra bortførerne.

Boko Haram, der i de seneste fem år har kæmpet for en islamisk stat, har tidligere angrebet skoler, kristne kirker, politi- og brandstationer og regeringsbygninger.

Organisationen har tidligere bortført piger og brugt dem som sex-slaver og tvangsarbejdere.