TYRKIET: Cirka 5.000 mennesker gik torsdag aften protestmarch i Istanbuls gader mod yderligere tyrkiske angreb mod Syrien.
Onsdag sendte Syrien morterraketter ind i et beboelsesområde i den tyrkiske region Akcakele og dræbte fem tyrkere. Tyrkiet besvarede angrebet og dræbte et antal syriske soldater ved en syrisk militærpost nær byen Tel Abyad.
De tyrkiske demonstranter frygter, at landets regering vil optrappe konflikten og bringe civile i fare - og råbte under protesten blandt andet: »AKP vil have krig, folket vil have fred«. AKP er premierminister Tayyip Erdogans regeringsparti.
- Vi er i gang med en grim krigsprovokation. Tyrkerne og syrerne er ikke fjender. Men regeringen prøver at få vores land i krig med Syrien i overensstemmelse med amerikanske interesser, siger en demonstrant ifølge den engelske avis The Telegraph.
Demonstrationen udviklede sig for nogen til en noget voldelig affære, der førte til sammenstød med politiet, som brugte vandkanoner.
Premierminister Erdogans politiske rådgiver afviser på Twitter, at Tyrkiet vil i krig med Syrien.
- Tyrkiet har ingen interesse i en krig med Syrien. Men Tyrkiet er i stand til at beskytte sine grænser og vil gøre gengæld, når det er nødvendigt, skriver rådgiveren, Ibrahim Kalin.
Syrien beklager ifølge Tyrkiets vicepremierminister, Besir Atalay, hændelsen og lover, at et sådant angreb ikke vil ske igen, skriver Reuters.
Forsvarsakademiets souchef og specialkonsulent, Peter Kim Laustsen, siger i øvrigt til Berlingske Nyhedsbureau, at der på trods af konfliktens optrapning fortsat er langt til en krig mellem de Tyrkiet og Syrien:
På en skala fra et til 10 vurderer Laustsen risikoen for en væbnet konflikt mellem landene til at være to.
I august udmeldte USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, at USA og Tyrkiet arbejder sammen om en eventuel militærintervention i Syrien, hvis præsident Bashar al-Assad for eksempel bruger kemiske våben.



