Mens dødstallet i Gaza er steget til 160, er tusinder på flugt efter Israel har advaret om forestående angreb mod byen Beit Lahiya i Gaza søndag aften, hvor Israel vil »slå til med kraft«.

Tusinder af civile er på flugt i Gaza, efter israelerne hae advaret om, at de vil angribe raketaffyringsramper i byen Beit Lahiya søndag aften. Det skriver Reuters.

»Flyt, hvis I vil undgå at blive ofre for vores luftoffensiv«. Sådan lyder Israels budskab til de palæstinensere, der bor tæt på Hamas’ opholdssteder eller affyringsramper. Og det har nu fået tusinder af civile til at flygte fra områder af Gaza mod Gaza City.

Israelerne advarer om, at hvis indbyggerne vil undgå at blive ofre for luftangreb, så bør de flytte, skriver Reuters. Dødstallet i Gaza er søndag aften steget til 160, hvoraf 135 er civile og børn.

Det israelske militær har givet besked til indbyggerne i flere kvarterer i byen Beit Lahiya og sagt, at de skal forlade byen inden middagstid søndag. Ifølge officielle FN-kilder har det fået omkring 10.000 mennesker til at flygte til otte skoler i Gaza City, hvor de nu opholder sig.

Ifølge Reuters siger en officer i det israelske militær, at Israel vil »slå til med kraft« på området i og omkring Beit Lahiya sent søndag aften. Han oplyser dog ikke om dette også inkluderer en udvidelse af den israelske flåde og luftvåbens tilstedeværelse.

Det israelske militær siger, at de vil slå ned i Beit Lahiya i Gaza, fordi Hamas har bygget raketaffyringsramper mellem husene i byen og dermed prøver at lokke israelerne i en fælde ved at få dem til at angribe civile mål. Men det prøver man så altså at undgå ved at advare på forhånd.

Konflikten mellem israelere og militante palæstinensere i Hamas er eskaleret i løbet af den seneste uge, hvor Israels luftangreb skal have krævet 160 dødsofre og flere end 1.100 sårede. Hamas har svaret igen med flere hundrede raketangreb, som dog ikke har kostet menneskeliv.

Ifølge FN er 70 procent af de dræbte i Gaza civile uden tilknytning til Hamas, og af dem er 30 procent børn. En del palæstinensere er allerede flyttet fra deres hjem, men det er langt fra alle, som ønsker eller har mulighed for at forlade deres bolig og ejendele.