Tusindvis af Burma-flygtninge søger til Kina
Op mod 10.000 burmesiske flygtninge er kommet til Kina for at undslippe kampe mellem militæret og en oprørsgruppe i det nordlige Burma.
Op mod 10.000 burmesiske flygtninge er kommet til Kina for at undslippe kampe mellem militæret og en oprørsgruppe i det nordlige Burma.
Flygtninge i hobetal, der søger væk fra kampe i det nordlige Burma, er kommet ind over grænsen til Kina. Her rykker de ind i teltlejre og er nu så mange, at det skaber en humanitær krise og et diplomatisk dilemma, skriver Reuters.
Op mod 10.000 er flygtet til den sydvestlige provins Yunnan fra kampe mellem det burmesiske militær og Kachin Independence Army (KIA), som er en af de stærkeste oprørsgrupper i landet, fortæller fem nødhjælpsgrupper. Mange af flygtningene er kvinder, børn og ældre.
I juni sidste år brød der igen kampe ud efter 17 års våbenhvile, og det har sendt borgerne fra området til Kina.
Burma er ved at overbevise EU og USA om at hæve nogle af deres vidtrækkende sanktioner mod landet, som gør det besværligt for landet at blive mere åbent og demokratisk efter årtier med militærstyre. Men de indsatser er nu truet af konflikten.
Til trods for at kampene er stilnet en smule af, frygter nødhjælpsgrupper, at flere vil flygte og forværre forholdene. Den kinesiske regering har indtil videre tolereret lejrene, men vil ikke offentligt anerkende, at de eksisterer. Og det hjælper ikke til forholdene.
- Ikke alle har rent drikkevand, siger La Rip, som koordinerer den lokale hjælpegruppe Relief Action Network for Internally Displaced Persons and Refugees (RANIR).
- I nogle lejre er der udbrud af en dysenteri (en alvorlig tarminfektion, red.). Vi har ikke nok mad til alle. Vi har et begrænset budget. Og de har ikke nogen fast indkomst, for det er ikke til at få arbejde eller tjene penge nogen steder.