En ny undersøgelse placerer den engelske hovedstad langt nede på listen over turistvenlige byer.

ENGLAND: Dyr, uvenlig og beskidt.

Sådan bedømmer turisterne i en ny undersøgelse den engelske hovedstad, London. Undersøgelsen er foretaget af rejsewebstedet TripAdvisor blandt 75.000 turister, der har givet 40 byer verden over karakterer i ti forskellige kategorier over den seneste måned, skriver Reuters.

Blandt de 40 byer lander London næstsidst på listen bedømt ud fra de lokales venlighed. Kun de lokale i Ruslands hovedstad, Moskva, er mere uvenlige end Londons borgere, lyder vurderingen fra turisterne. Cancún i det sydøstlige Mexico indtager derimod en førsteplads.

I de ni andre kategorier ser det også skidt ud for London, der placerer sig på plads nummer 28 over, hvor sikker man som turist føler sig i byen og nummer 26 ud af 40 bedømt ud fra renlighed.

I forhold til om man får noget for pengene, er den engelske hovedstad også en bundskraber og lander på plads nummer 35. Her er den portugisiske hovedstad, Lissabon, nummer et og Budapest i Ungarn nummer to, mens Norges hovedstad, Oslo, ender som nummer sjok.

Dog kan englænderne bryste sig af, at deres hovedstad indtager en fjerdeplads i shoppingkategorien kun overgået af New York, Bangkok og Dubai. Derudover indtager London en femteplads på listen over, hvilke byer der har den bedste taxaservice.

- Selvom London ikke har fået særlig høje bedømmelser i år, så er det vigtigt at huske, at mange af dem, der har bedømt byen, måske kun har oplevet London inden alle de store forandringer, der skete i forbindelse med begivenhederne i sommer, siger Emma Shaw, talskvinde for TripAdvisor, til Reuters.

Hun henviser til, at London var vært for de Olympiske Lege i juli og august i år.

Den japanske hovedstad Tokyo er den by, der overordnet har klaret sig bedst i de fleste kategorier. Tokyo har blandt andet de reneste gader, de venligste taxachauffører og den bedste offentlige transport. Moskva og den indiske by Mumbai er de byer, der generelt har fået de dårligste bedømmelser af turisterne.