Demokraternes forhenværende præsidentkandidat, Hillary Clinton, støtter forsøget på at få en omtælling af stemmerne i flere amerikanske delstater.

Det rapporterede CNN lørdag aften dansk tid.

Meldingen fra Clintons lejr kommer efter, at Jill Stein, præsidentkandidat fra Det Grønne Parti, tidligere har indgivet en officiel anmodning om at få talt stemmerne fra Wisconsin om.

Og nu lyder det fra Jill Stein, at hun har i sinde at få gennemført en genoptælling i samtlige af de stater, hvor deadlinen for en anmodning om det samme endnu ikke er udløbet.

Det har hun tweetet sent lørdag aften dansk tid:

I tweetet beder hun samtidig om hjælp til at finde frem til alle de stater, hvor deadlinen netop ikke et udløbet.

Jill Stein har, som skrevet, allerede indgivet en officiel anmodning om at få talt stemmerne fra Wisconsin om. Staten blev vundet snævert af Donald Trump med omkring 27.000 stemmer over Hillary Clinton.

Isoleret set kan staten ikke ændre på, at Donald Trump fortsat vil stå som sejrherre, selvom statens 10 valgmænd ville gå til Hillary Clinton.



USA’s kommende præsident, altså Donald Trump, kalder det for et decideret ’fupnummer’, når Jill Stein fra Det Grønne Parti vil forsøge at få lavet en omtælling af stemmerne i en række delstater.

'Dette er et fupnummer af Det Grønne Parti i forbindelse med et valg, der allerede er blevet afgjort. Resultaterne af dette valg burde blive respekteret i stedet for at blive udfordret og misbrugt, hvilket er præcist det, som Jill Stein gør,' skriver Trump i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Tidligere har en række eksperter opfordret Clinton til at kræve en omtælling i tre stater på grund af mistanke om snyd med elektroniske stemmemaskiner. Det gjorde de i en artikel i nymag.com. De samme eksperter har vurderet, at der kan være forsvundet op mod 30.000 Clinton-stemmer i Wisconsin.

Lørdag aften dansk tid har en talsmand fra Clintons lejr dog understreget, at der ikke er noget, der tyder på, at der fandt uregelmæssigheder sted under det amerikanske præsidentvalg, hvad angår stemmeoptælling, skriver CNN.

Samtidig har Jill Stein fra Det Grønne Parti formået at indsamle fem millioner dollars for at kunne indgive anmodninger om omtælling i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania.

Deadlinen for at indgive anmodning om omtælling i Wisconsin var fredag, mens Pennsylvania og Michigan har deadlines i næste uge.

For Hillary Clinton er det dog ikke lige til at fravriste præsidentembedet fra Trump. Her vil hun skulle bruge en sejr i alle de tre pågældende stater, før det i teorien vil være muligt.

Valgmyndighederne i delstaten Wisconsin har efter anmodning fra Stein besluttet, at der skal gennemføres en genoptælling. Trump fik flest stemmer i staten, skriver Ritzau.