Kort tid efter Donald Trumps indsættelse som USAs præsident blev et råd af 27 erhvervsledere nedsat. I juni forlod Tesla-grundlægger Elon Musk rådet, efter Trump havde valgt at opsige USAs medvirken i Paris-klimaaftalen. Og nu har tre andre magtfulde erhvervsledere fulgt trop, efter raceurolighederne i Charlottesville, Virginia, i weekenden - også på grund af Trumps ageren eller mangel på samme.

Fem erhvervsledere fra henholdsvis computergiganten Intel Corp, medicinalvirksomheden Merck & Co Inc, sportstøjsfabrikanten Under Armour, interesseorganisationen Alliance for American Manufacturing har forladt Donald Trumps American Manufacturing Council, der er et råd bestående af magtfulde erhvervsledere, som har rådgivet Trump om erhvervs- og økonomispørgsmål.

Det sker på baggrund af weekendens raceuroligheder, hvor højreorienterede- og nynazistiske grupper hærgede byen Charlottesville. Det var så slemt, at guvernøren erklærede byen i nødretstilstand. Tre mistede livet og adskillige blev såret. Blandt andet bragede en bil ind i en menneskemængde. En episode som flere mener er en terrorhandling.

I første omgang erklærede Donald Trump, at han fordømte hændelserne, og at det skyldtes folk fra 'alle sider'. Senere rettede han sin udtalelse og fordømte specifikt Ku Klux Klan og nynazister. Men det var tilsyneladende for sent. Mandag trak Under Armour og Merck & Co Inc sig fra rådet. Det skriver Reuters.

'Vores lands styrke stammer fra dets diversitet og bidrag fra mænd og kvinder af forskellige trosretninger, racer, seksuelle orienteringer og politiske overbevisninger. Amerikanske ledere skal ære vores fundamentale værdier ved klart at lægge afstand til udtalelser om had, fordomme som modvirker det amerikanske ideal, der lyder, at alle mennesker er skabt ens,' skrev 62-årige administrerende direktør for Merck & Co Inc Kenneth Frazier på Twitter.

Frazier lagde vægt på, at det var hans egen samvittighed, der havde tvunget ham til at trække sig fra rådet. Han var nødt til at vise, at han var modstander af intolerance og ekstremisme.

Den administrerende direktør for Under Armour var ikke helt så bombastisk i sine udtalelser. På Twitter skrev Kevin Plank blandt andet:

'Jeg sætter pris på muligheden for at tjene (præsidenten, red.), men jeg er nødt til at trække mig fra rådet. Jeg elsker vores land, og vores firma og jeg vil fortsætte vores fokus på at inspirere alle folk til, at de kan gøre hvilket som helst gennem sport, der promoverer sammenhold, diversitet og inklusion.'

Tirsdag fulgte Intel Corp trop. Her skrev den administrerende direktør, Brian Krzanich, følgende om sin beslutning.

'Tidligere i dag sendte jeg min opsigelse til the American Manufacturing Council. Jeg sagde op for at få fokus på den alvorlige skade, vores opdelte politiske klima skaber, heriblandt på vigtige emner som amerikansk produktion,' skriver han blandt andet på virksomhedens blog.

Herefter valgte Scott Paul fra interesseorganisationen Alliance for American Manufacturing at forlade rådet. Han skrev, at det var den rette beslutning for ham.

Også fagforeningen The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations (AFL-CIO) forlod Trump tirsdag. Den repræsenterer sammenlagt 12,5 millioner amerikanere.

Bestyrelsesformand Richard Trumka sagde det klart tirsdag aften:

'Vi kan ikke sidde i et råd, hvor en præsident tolerere fordomme og indenlandsk terror. Præsident Trumps kommentarer i dag (tirsdag, red.) modbeviser hans forcerede bemærkninger i går (mandag, red.) om KKK og nynazisterne. Vi siger op på vegne af de amerikanske arbejdere, som afviser alle alle former for legitimering af disse hadefulde grupper,' lød det fra bestyrelsesformanden.