En af Donald Trumps største støtter i valgkampen, den tidligere borgmester i New York, Rudy Giuliani, bliver ikke udenrigsminister på Trumps nye hold.

Det var ellers rygtet i Washington, at Giuliani var i spil som udenrigsminister, men Trump har netop skrevet på Twitter, at Giuliani selv har valgt, at han ikke vil i betragtningen til udenrigsministerposten.

Rudy Giuliani er især kendt for i sin tid som borgmester at have reduceret kriminaliteten i New York.

Tidligere har Trump kaldt Rudy Giuliani for  »usædvanlig talentfuld og patriotisk« og en »tæt personlig ven«.

Trump anser Giuliani som en erfaren og dreven politikern, som han vil rådspørge sig hos. Derfor har Donald Trump ifølge CNN også tidligere erklæret, at han forestillede sig en en vigtig plads til Giuliani, når den kommende præsident indtager Det Hvide Hus.

Der har været andre navne i spil til udenrigsministerposten.

Donald Trump overvejer også at nominere den tidligere Ford-chef Alan Mulally til den tunge post, skriver Ritzau.

Den kommende præsidents kampagnechef, Kellyanne Conway, sagde forleden i et interview med Fox News, at Mulally og Trump mødtes i torsdags.

Mulally blev ansat ved Boeing i slutningen af 1960'erne. Senere blev han direktør for virksomhedens afdeling for kommercielle fly, skriver Ritzau.

I 2006 blev den nu 71-årige ingeniør øverste chef for bilfabrikanten Ford. Her høstede han æren for, at virksomheden klarede sig igennem finanskrisen, da hele industrien var i knæ.

Også den tidligere republikanske guvernør Mitt Romney er i spil til posten.