Donald Trumps modstandere er gode til at finde hår i suppen, når det kommer til ham og hans topfolk i Det Hvide Hus.
Og rådgiveren Kellyanne Conway har de især kastet deres ’kærlighed’ på.
»Vil du lade din datter sidde sådan? Vis klasse, når du får muligheden for det«.
Sådan reagerer en Twitter-bruger på baggrund af et billede af Kellyanne Conway, der går viralt.
Det skriver The Independent.
På billedet ses Kellyanne Conway sidde på knæ i sofaen i det ovale kontor. Det, der har fået sindene i kog, er, at hun samtidig sidder og spidder sine høje hæle ned i sofahynden.
Billedet stammer fra en presseseance, hvor Donald Trump møder repræsentanter fra amerikanske universiteter og gymnasier. Fra sin siddende stilling i sofaen når Kellyanne Conway at tage et billede med sin telefon af en smilende præsident Trump i baggrunden.
Men man skal altså sidde eksemplarisk, når man befinder sig i det ovale kontor, lyder det fra Twitter-folket.
En anden skriver:
»Kellyanne Conway er en 60-årig kvinde med klasse? – åh gud, er hun opdraget af ulve?«.
Men kritikerne bliver mødt af modstand fra Trump-tilhængere, der som modsvar refererer til Bill Clintons udskejelser med Monica Lewinsky i det ovale kontor og Barack Obamas sko på præsident-skrivebordet.
Kellyanne Conway er i det hele taget en kontroversiel kvinde, der til indsættelsesceremonien dukkede op i en farverig kjole og en knaldrød hat, der for nogens vedkommende led tankerne hen på den nuttede Paddington-bjørn.
Senere kom hun i vælten for sin udtalelse om ’alternative fakta’, da hun forsvarede pressetalsmanden Sean Spicers første pressebriefing. Endelig løj hun om et påstået terrorangreb, der aldrig havde fundet sted.
Bill Clinton og Monica Lewinsky hyggede sig i det ovale kontor
Barack Obama havde en tendens til at smide fødderne på bordet
