Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, er i disse dage i Sydkorea. Besøget finder sted på et tidspunkt, hvor der er enorme gnidninger mellem Sydkorea og Nordkorea. Den nordkoreanske diktator pustede til ilden ved at testaffyre et missil fra landets østkyst søndag.

Men affyringen gik eftersigende galt, og missilet eksploderede kort tid efter affyring.

Mike Pence havde mandag en klar melding til Nordkorea, da han gav sig tid til at tale med pressen. Han lagde vægt på, at Nordkorea ikke skal teste USAs beslutsomhed eller militære styrke, som han mener, de har demonstreret i Syrien og Afghanistan. Det skriver amerikanske CNN.

»Vi vil besejre ethvert angreb, og vi vil besvare brugen af konventionelle eller nukleare våben med et overvældende og effektivt svar,« sagde Mike Pence.

CNN skriver også, at Pence gjorde det klart, at man vil være i tæt dialog med den sydkoreanske regering i forhold til, hvad der skal ske i fremtiden.

I sidste uge lød det i det statsstyrede medie KCNA, at den amerikanske præsident, Donald Trump, ene og alene er skyld i den ophedede situation. En talsmand fra den nordkoreanske hær pegede på det amerikanske angreb rettet mod Syrien i starten af april, hvor den amerikanske flåde affyrede op mod 59 Tomahawk-krydsermissiler mod en syrisk luftbase fra de to krigsskibe USS Porter og USS Ross i Middelhavet.

Talsmanden sagde blandt andet, at man anser angrebet for at være et forsøg fra Trump-administrationens side på at true og afpresse Nordkorea.

Mike Pence lagde mandag vægt på, at de i samarbejde med deres allierede i området har i sinde at demontere den betændte situation mellem dem og det svært bevæbnede Nordkorea.

»Det skal ske gennem fredelige midler og forhandlinger. Men alle muligheder er på bordet, mens vi fortsætter med at stå skulder ved skulder med Sydkoreas folk,« sagde han.