Mens Donald Trump ikke vil have amerikanske firmaer til at udlicitere jobs, får hans datter produceret tørklæder i sit firma i Kina.

Donald Trumps datter, Ivanka Trump, har netop fået tilbagekaldt 20.000 tørklæder som følge af, at det er for brandfarligt. I samme omgang har man fundet ud af, at tørklæderne bliver produceret i Kina. Det skriver New York Times.

Det går stik imod Donald Trumps mærkesag, der siger, at jobs ikke længere skal udliciteres til udlandet, men i stedet blive i USA.

Læs også: Trump i sidste charmeoffensiv: Viste modelkonen og datterne frem

Donald Trump har gennem sin valgkamp for at blive den republikanske præsidentkandidat ved valget senere i 2016 ytret, at han vil 'Make America Great Again', altså gøre USA fantastisk.

Her er netop et stop af udliciteringen, der er en af hans store mærkesager. Han vil skabe flere jobs i USA ved at få amerikanske firmaer til at producere mere i USA og på den måde forbedre den amerikanske økonomi.

Det er dog også kommet frem i den seneste tid, at Trump i sine egne forretninger ligeledes har fået produceret varer i udlandet.

Trump fik sat sit navn på en tøjkollektion, som han fik produceret af det amerikanske tøjfirma Phillips-Van Heusen. De fik produceret hele kollektionen forskellige steder i verden, blandt andet Bangladesh, Kina og Honduras, skrev Washington Post i marts.

To typer af Ivanka Trumps tørklæder blev tilbagetrukket, da de er lavet af det silkelignende materiale rayon, hvilket er for brændbart et materiale i forhold til amerikanske standarder.