Tom Hatcher troede, at han vendte hjem til sin barndoms tryghed. Han vendte hjem til det stik modsatte. For det rurale USA er i forfald, og de forladte finder håb i Donald Trump.
En tidslomme er en besnærende illusion – ideen om, at man kan forlade 2016 og træde ind i en anden og mere simpel verden. »Coffee Shoppe« er sådan en illusion.
Den lille café ligger i War i West Virginia, en forkrøllet by med et krigerisk navn. Den 81-årige Orbie Cambell stillede sig bag skranken i cafeen i 1969 – før den første månelanding, inden Beatles gik i opløsning – og hun står der endnu. Hun har stået her så længe, at hun nærmest har en intuitiv fornemmelse for, hvornår kunderne kommer inden for en vis radius af cafeen.
»Nu må Bob snart være her,« siger hun og fisker en cola ud af køleskabet. Hun sætter dåsen frem på skranken, og kort efter går døren op.
»Hello, Bob,« siger hun.
Ude på fortorvet var han bare en kraftig midaldrende mand med solbriller og baseballkasket, men i det øjeblik han træder herind, falder et skær af sepia over ham. Han bliver ét med illusionen, som understreges af de brune træpaneler og af de falmede bybilleder på væggen.
Vi sætter os ved et af bordene, som er beklædt med en grøn voksdug med blomstermotiv, og Orbie Campell tænder en cigaret. Vi taler om cafeen, om de gamle dage, vi taler om naturen, om bjerge og træer, og vi taler uforknytte, lige ind til navnet »Tom Hatcher« bliver nævnt. Så går talen i stå.
Så brister illusionen.
Starbucks
Trumpland er ude på landet.
Der er en modsat proportionalitet mellem Starbucks-skilte og Trump-skilte, mellem cykelhjelme og Trump-hatte, og når byens lys forsvinder i bakspejlet, dukker Trumpland op. Ifølge en undersøgelse fra Washington Post fører Demokraternes Clinton med 26 procent i byerne, mens Republikanernes Trump fører med 20 procent ude på landet.
Og det er der mange gode forklaringer på. En af grundene er tradition, en anden demografi. Der er mange flere hvide på landet end i byen, flere kortuddannede, og de tjener mindre.
Men der er også en tredje grund, som professor Katherine Cramer for nyligt forklarede til NPR, og den grund er »rural fortørnelse«.
Storhed
Orbie Campbell samler tankerne så længe, som det tager at tage et dybt sug af en cigaret.
»Jeg kendte Tom Hatcher. Og jeg kan fortælle dig én ting – jeg savner ham så meget.«
Historien om Hatcher er historien om det rurale USA, og den begynder godt.
Tom Hatcher voksede op i 1950erne i War, og det rurale USA føltes dengang som det rigtige og ubesmittede USA. Bare lyt til countrysange som »Detroit City,« »Green, Green Grass of Home« og »Carolyn« – storbyen var et sted, som åd ærlige sjæle fra landet.
Dengang boede der 4.000 i War, og byens gymnasium stillede med et af de bedste fodboldhold i staten og vandt priser for sit orkester og sit skoleblad. War var en rigtig by, der var velbetalt arbejde i minerne, en lokalavis, to biografer, et teater, og som en rørstrømsk lokalskribent skrev: Byen lå så afsides, at beboerne kun med nød og næppe kunne trække en enkelt TV-kanal ind, men det skabte kun et endnu bedre sammenhold.
Hatcher dimitterede i 1958 fra gymnasiet med årgangens højeste gennemsnit, han fik et legat og endte med en ph.d. og en karriere som generalsekretær for en international organisation. Han boede i Washington DC og rejste over hele verden, men i 1991 ændrede hans egen verden sig. Han kom ud for »en ulykkelig skilsmisse«, som Orbie Campbell udtrykker det, og han blev alene med sin 16-årige søn – og han tog en beslutning.
Han søgte tilbage til det sted, som i hans bevidsthed var et stedord for tryghed. Til War.
Fortørnede
Men hvad har landboerne at være »fortørnede« over – for at bruge professor Katherine Cramers udtryk?
De har en følelse af, at alt går fra dem og til byerne, siger hun til NPR.
»Deres byer er døende. Unge mennesker, kapital, arbejdspladser – det hele forlader dem og flytter til byen.«
Der er noget om følelsen. I 1990erne mistede 40 procent af alle rurale amter befolkning, nu er det 60 procent, og udviklingen har en accellererende effekt og fører til skolelukninger, færre forretninger og en skæv demografi, hvor kun ældre og fattige bliver tilbage, og det fører til yderligere deroute. Mindst 1,4 millioner boliger i det rurale USA er ubeboede og ubeboelige – dobbelt så mange som i byerne – og mens det øvrige USA økonomisk går frem, går landamterne tilbage. 779 amter – næsten samtlige landamter – mistede arbejdspladser i 2014.
Sådan en deroute får konsekvenser for den måde, som beboerne ser tilværelsen. Nogle giver fanden i sig selv – siden 1999 er dødsraten fra overdoser steget med 400 procent i landamterne – og andre ser fanden i omverden. 50 procent flere landboere end byboere betragter homoseksualitet som »synd«, er imod våbenkontrol og abort, og 70 procent mener, at samfundet går i den gale retning.
De stemmer på Republikanerne og præger republikansk politik med teaktivisme og Trump, og de trækker partiet et sted hen, hvor det ikke hører hjemme, knurrer republikanske intellektuelle. I maj fik en af dem nok, og Kevin Williamson skrev i National Review en ekskommunikation af land-USA.
»Sandheden om deres dysfunktionelle og nedskalerede samfund er, at de fortjener at dø, for de er en økonomisk byrde (...) Den hvide underklasse ligger under for en ond og selvisk kultur, som kun fører til elendighed og brugte heroinkanyler.«
Dér – i forladtheden og forhånelsen – finder vi fortørnelsen.
Kvalt
Tom Hatcher vendte tilbage til et helt andet War, end han var rejst fra.
Der var færre mennesker og kun få børn. Der var færre i arbejde og kun få unge. Og de tal, som var stigende, var de tal, som ikke skulle være det.
Han blev valgt til borgmester i 1997, fordi han ville vende udviklingen, og først og fremmest fordi han ville bekæmpe narko. Men på det tidspunkt var det allerede for sent for hans søn, John.
John begyndte at fifle med opioidpiller og blev fanget, og i 1997 mødte han en 17-årig pige, Becky. Han gjorde hende gravid, og i løbet af kort tid fik de to børn, som Hatcher har fortalt i et interview med Playboy.
Et af børnene døde under uopklarede omstændigheder – og fra det tidspunkt gik det kun nedad med John og Becky. De kunne ikke holde på et job, de kunne ikke holde på en lejlighed, og Tom Hatcher fik medlidenhed og gav dem lov til at bo hos ham. De belønnede ham ved at stjæle og sælge al hans porcelæn og sølvtøj.
Få måneder efter, at Playboy havde trykt interviewet, fik journalisten en e-mail fra War. Tom Hatcher var død. Han var blevet kvalt med en plastikpose over hovedet, og politiet anholdt Becky og Beckys bror for at have gjort det. Tom Hatchers søster var ikke chokeret.
»Tom var alt for god af sig. Sådan var han også som barn. Han tog altid tævene for mig,« siger søsteren, Jerry Roncella, i et telefoninterview med os.
»Han fortalte mig engang, at John og Becky stjal fra ham. Jeg sagde, at han skulle gå til politiet. »Smid dem ud,« sagde jeg. Det ville han ikke; han kunne ikke få sig selv til det. Efter hans død gennemgik jeg hans papirer, og jeg kunne se, at de i årevis havde skrevet falske check i hans navn, og alle hans værdigenstande var pantet væk. Og da han til sidst ikke kunne give mere, slog de ham ihjel.«
Tom Hatcher blev 72 år.
Trump
Orbie Campbell er tilbage ved skranken, hun fortæller et par anekdoter om Hatcher, og Bob – kunden med solbrillerne – stemmer i.
»Han var det bedste håb, vi havde. Siden hans død ...«
Han nikker ud af vinduet og ud mod hovedgaden, og han behøver ikke sige mere. War er et sørgeligt syn, indbyggertallet er faldet fra 4.000 i 1950erne til 775 i dag, og de tomme forretninger og huse står endnu som et spottende genskin af storheden. Og hvis vi bankede på dørene til alle husene, ville vi opleve alle tænkelige afskygninger af menneskelig armod, som en nylig sundhedsprofil af amtet viste:
Kun en tredjedel af beboerne har et arbejde, tofemtedele er på invalideydelse, 38 procent er stærkt overvægtige, 39 procent af dem har skrantende helbred, og 20 procent har diabetes. Mere end dobbelt så mange dør af skrumpelever i forhold til det øvrige USA, tre gange så mange dør af lungekræft, og seks gange så mange dør af en overdosis af piller og narko.
Og samtidigt er det også det mest Trump-glade amt i hele USA. I det øvrige USA stemte 42 procent af vælgerne i primærvalget på Trump, i McDowell var tallet 91 procent.
Orbie Campbell får øje på en mand på det modsatte fortorv.
»Det er Harry,« siger hun mest til sig selv og sætter en Dr. Pepper og et stort glas med is frem.
Harry træder ind i cafeen, iklædt gul T-shirt og et par smækbukser, og i hånden holder han en sort hat. Han sætter sig under maleriet af præsident Kennedy og sætter hatten på hovedet.
»Hvad står der på den,« spørger Bob.
Harry peger på hatten, som om han holder en pistol mod tindingen.
»Donald Trump,« svarer han.
Poul Høi er Berlingskes USA-korrespondent.
