Boringer i havområder vil skabe tusinder af job, mener Trump. Konservativ miljøgruppe kalder det unødvendigt.

Washington. USA's præsident, Donald Trump, vil have gennemgået en række forbud mod at bore efter olie og gas i havet.

Han underskrev fredag et dekret om, at forbud mod havboringer skal tages op til fornyet overvejelse.

Præsidenten siger, at det vil føre til en ophævelse af forbuddet mod at bore i de arktiske havområder. Han forventer ligeledes, at det kan skabe arbejdspladser til amerikanerne.

- I dag slipper vi den amerikanske energi fri og baner vej for tusinder og atter tusinder af højt betalte amerikanske job i energisektoren, siger Trump ved underskrivelsen af dekretet fredag.

Beslutningen kan bane vej for, at der kan bores efter fossile brændstoffer i dele af Atlanterhavet, Stillehavet, Det Arktiske Hav samt i Den Mexicanske Golf.

Trumps forgænger, Barack Obama, har forsøgt at beskytte sidstnævnte område mod olieboringer efter det massive olieudslip fra platformen Deep Water Horizon i 2010.

Dekretet kommer imidlertid på et tidspunkt, hvor oliepriserne er lave, og hvor stigende produktion på land betyder, at industrien ikke efterspørger tilladelser til at bore efter olie og gas i havet.

Den konservative miljøorganisation Conservatives for Responsible Stewardship (CRS) betegner havboringer som "lige så hensynsløst, som det er unødvendigt".

- Hvorfor i alverden vil nogen vælge at presse på for at bore i de mest risikable og dyreste steder på planeten, når den nuværende overflod af olie betyder, at det er urentabelt i den nærmeste fremtid, spørger CRS' chef, David Jenkins.

/ritzau/Reuters