Trump mener, at løgnagtige medier får det til at se ud, som om han har en konflikt med efterretningstjenesten.

Langley,. - Der er ingen, der har stærkere følelser for efterretningstjenesterne og CIA end Donald Trump.

Det siger USA's nye præsident, Donald Trump lørdag, under et besøg i CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia.

Her slår han i en kort tale fast, at CIA har hans fulde opbakning. Trump understreger, at han står "1000 procent" bag CIA.

- Jeg elsker jer. Jeg respekterer jer. Der er ingen, jeg respekterer mere, siger Trump i sin tale til CIA-folkene.

Besøget hos CIA blev annonceret, få timer inden det fandt sted.

Flere medier har udlagt besøget som et forsøg fra Trumps side på at gøre det godt igen, efter at han i de seneste uger har kritiseret efterretningstjenesterne i skarpe vendinger.

Men det er medierne, der har fordrejet tingene, siger Trump under sit besøg i CIA-hovedkvarteret, som er hans første besøg, efter han blev taget i ed fredag.

- Som I ved, har jeg en igangværende krig med medierne. De er blandt de mest uærlige mennesker på jorden, siger han.

- De fik det til at se ud, som om jeg havde en strid med efterretningstjenesterne. Det er helt omvendt. Det er derfor, dette er mit første stop.

Trump har flere gange kritiseret CIA og USA's øvrige efterretningstjenester, efter at de konkluderede, at Rusland var involveret i hackerangreb op til det amerikanske præsidentvalg.

En uges tid inden sin indsættelse som USA's præsident rasede Trump igen mod efterretningstjenesterne. Det var på grund af en rapport, der påstår, at Rusland kan ligge inde med oplysninger, der er skadelige for ham.

I sin tale nævnte Trump også truslen fra Islamisk Stat og andre militante islamistiske grupper.

- Yderliggående islamisk terrorisme skal udslettes fra jordens overflade. Det er ondskab. Det er et niveau af ondskab, vi ikke før har set.

Omkring 400 CIA-ansatte var mødt op på deres fridag for at høre den nye præsident tale i hovedkvarteret i Langley.

/ritzau/