Forretningsmanden Donald Trump ligner en sikker vinder i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Washington DC: Den kontroversielle mangemilliardær Donald Trump kan næsten smage titlen som Republikanernes præsidentkandidat, efter at han tirsdag har vundet primærvalget i den amerikanske delstat Indiana.

Samtidig har rivalen Ted Cruz, der har været Trumps nærmeste modstander, valgt at trække sig fra kampen.

Og selv om ordkrigen mellem de to har været skarp, var det en anderledes positiv hilsen, der natten til onsdag dansk tid blev sendt til den tidligere konkurrent fra Donald Trump.

- Jeg har konkurreret hele mit liv - om det har været i sport, forretningsverdenen eller politik. Og jeg har stået over for nogle af de mest fantastiske modstandere nogensinde lige her i dette republikanske parti, siger Trump.

- Det er en meget modig ting, Ted har gjort. Vi har brug for at samle os i partiet.

- Ted Cruz er en stærk modstander. Han er både stærk og klog, og han har en stor fremtid foran sig. Jeg har selv haft svære tider, og det er ikke sjovt. Jeg forstår, hvordan Ted og hans skønne familie har det, lyder det videre fra Donald Trump.

Samtidig takker den kontroversielle kandidat sin familie og retter skytset mod den demokratiske frontløber, Hillary Clinton.

- Vi går efter Hillary Clinton. Hun vil ikke blive en god præsident, men en dårlig præsident, siger han.

/ritzau/