Fire milliarder dollar koster et nyt Air Force One. Det er ude af kontrol, siger USA's kommende præsident.

Washington. USA's kommende præsident, Donald Trump, har skabt røre, efter han har bedt regeringen om at aflyse købet af et nyt præsidentfly, Air Force One, fra flyfabrikken Boeing.

- Boeing bygger et splinternyt 747 Air Force One for fremtidens præsidenter, men omkostningerne er helt ude af kontrol, mere end fire milliarder dollar. Aflys ordren!, skriver Trump på Twitter.

Fire milliarder dollar er knap 28 milliarder kroner.

Det står ikke helt klart, hvad der har fået Trump til at beklage sig lige nu. Men det understreger på ny, at Trump hele tiden bringer sig selv i fokus med sine korte tweets.

Hverken Boeing eller Det Hvide Hus enig i, at prisen for det nye fly bliver så høj, som Trump skriver.

- Nogle af de tal, der er blevet citeret, synes - hvad skal jeg sige - ikke helt at reflektere de finansielle aftaler mellem Boeing og forsvarsministeriet, siger Det Hvide Hus' talsmand, Josh Earnest.

Trump har lovet, at han vil bruge sine evner som forretningsmand til at gavne amerikanske skatteydere, og han var heller ikke helt færdig med sagen om det nye fly.

Trump har forskanset sig i sit forretningshovedkvarter Trump Tower i New York, og her dukkede han senere tirsdag overraskende op i lobbyen for at gentage sit synspunkt.

- Flyet er helt ude af kontrol. Jeg synes det er skørt. Jeg tror, at Boeing er i gang med et eller andet nummer. Vi ønsker, at Boeing skal tjene en masse penge, men ikke den slags penge, siger han til journalister.

Der er i det amerikanske budget afsat 2,87 milliarder dollar fra 2015 til 2021 til at bygge to nye jumbojets til at erstatte de to nuværende præsidentfly. De nye fly skal udstyres med alt det nye inden for elektronik, kommunikation og udstyr til at kunne forsvare præsidenten mod eventuelle angreb.

/ritzau/Reuters